Den kloge Ravn

(Hvor vi hører om Palles døde bedstemor, om den kloge Rune Ravn, og hvor Morten lærer lidt om, hvordan alting hænger sammen.)

 

Tiden gik, og i de store danske skove kan man ind imellem helt miste tidsfornemmelsen. Om det var dage, uger eller måneder, der var gået, var ikke altid til at sige, for der var altid nok at lave og der var aldrig to dage, der var ens. Som regel var det først, når årstiderne skiftede, at Morten Skovmus indså, at der var gået noget tid. Dagene gik med at lege med Stella, Egon, Palle og ind imellem også Frida, når ellers hun var vågen og ville være med. De fem venner var blevet rigtig glade for hinanden og selvom de var meget forskellige, så var de også virkelig gode venner. De var alle glade for at lege i det høje græs, og når de tumlede rundt på engen glemte de alt omkring sig. Heldigvis var Frida jo rigtig god til at opdage, hvis der var fare på færde, så de var hurtige til at gemme sig, hvis Øivind skulle finde på at svæve hen over trætoppene eller hvis den store ræv listede rundt i skyggerne.

​

Som regel startede dagen med at Morten og Stella løb hen efter Egon – der altid liiiiiiige skulle spise færdig. Herefter løb de dybere ind i skoven og hen til Palle, der som regel allerede var oppe og futtede rundt inde under en busk, mens hans snøften blandede sig med bladenes raslen. I samlet trop gik de så over til Frida, der dog ikke altid følte sig helt vågen nok til at ville lege med. Hun var jo et udpræget natdyr, så af og til ville hun hellere bare hænge ned fra en gren og sove. Hun sov med hovedet nedad, hvilket de andre syntes virkede lidt underligt, men det fungerede bedst for hende på den måde. Og de havde jo efterhånden lært, at det var ok at være lidt anderledes. Så de andre løb videre hen til engen og kunne sagtens finde ud af lege, uanset om hun var med eller ej.

 

En morgen, da Morten, Stella og Egon nåede hen til Palle, kunne de høre, at hans snøften lød anderledes end den plejede. Der lød stadig den normale puslen inde under buskene, men imellem de højlydte snøft var der nu også noget, der mest af alt mindede om et hulk eller en stille gråd. De stod bomstille alle tre og lyttede. Hvad kunne det dog være?

”Palle”, kaldte Morten forsigtigt. ”Vil du med ud på engen?”

Der blev stille et øjeblik. Så tittede Palles spidse tryne frem, efterfulgt af et par øjne, der så ud som om, de var lige ved at begynde at græde igen.

”Jamen Palle dog”, udbrød Stella og gik frem imod ham. ”Hvad er der dog i vejen?”

”Er . . . er . . . er du ked af det, Pfalle?”, spurgte Egon nervøst. Han havde det svært med følelser, når det altså ikke lige handlede om sult. Og når han blev nervøs eller bange, kom han altid til at stamme lidt.

 

Palle snøftede højlydt og forsøgte at bekæmpe gråden. ”Det er min bedstemor”, sagde han. ”Ræven tog hende i går. Hun er død”. Øjnene fyldtes igen med vand.

”Åh nej”, hviskede Stella og lagde forsigtigt armen om hans skuldre. ”Det er jeg forfærdelig ked af at høre”. Morten og Egon stod bare og sagde ingenting. For hvad skal man lige sige til den slags.

”Hun var på vej hjem i aftes efter at have besøgt sin veninde og så . . . så blev hun fanget af ræven”, snøftede Palle.

De sank alle tre en klump ved tanken om den store ræv, som de alle havde hørt om, men heldigvis aldrig mødt.

Stella klappede Palle på skuldrene og krammede ham blidt. ”Vil du ikke med os ud på engen?”, spurgte hun. ”Det vil sikkert være godt for dig at tænke på noget andet”.

Palle rystede på hovedet. ”Nej tak”, sagde han med sin spinkle, sørgmodige stemme. ”Jeg har ikke rigtig lyst til at være sammen med nogen. Jeg tror bare, jeg bliver her i dag”. 

 

De tre venner forsøgte at opmuntre Palle, men han trak sig bare ind under buskene, og efter lidt tid valgte de at gå hjemad igen. De havde heller ikke rigtig lyst til at lege nu. Hver især gik de og tænkte på Palles døde bedstemor, og hvad det egentlig betød, når nogen døde.

​

I de følgende dage ville Palle stadig ikke med ud og lege på engen. Han holdt sig for sig selv, snakkede ikke rigtig med nogen og lukkede sig mere og mere inde i sig selv. Det er selvfølgelig aldrig godt, men især når man er et pindsvin, er det noget rigtig skidt. For så er det jo svært for andre at trænge ind til én og hjælpe.

 

Morten, Stella, Egon og Frida vidste ikke deres levende råd. På den ene side skulle deres ven jo have lov til at sørge og være ked af det, men på den anden side syntes de også, at de gerne ville hjælpe ham igennem det. Men hvordan gør man lige det? Ingen af dem vidste, hvad de skulle sige til ham, for det var ligesom lidt svært at snakke om, det der med døden. De havde ikke rigtig ordene til det, syntes de. De var også bange for at komme til at sige noget forkert, for så blev han måske endnu mere ked af det. Så fik Frida en lys idé. ”Lad os tage ham hen til det klogeste dyr i skoven”, udbrød hun.

”Øeehh . . . Hvem er det?”, spurgte Egon forvirret. Han havde engang hørt, at uglen var det klogeste dyr i skoven, men det havde Øivind jo modbevist masser af gange. Så hvem var det lige, hun mente?

”Rune”, sagde Frida med fast stemme. ”Rune Ravn”.

De tre andre så på hende med store øjne. ”Rune Ravn”, hviskede Morten nervøst, og Egon var lige ved at kløjes i den nød, han var i gang med at tygge. ”Er han ikke . . . gammel? Og sur?”

”Han er gammel som skoven selv”, svarede Frida, ”men han er ikke sur. Han er bare . . . alvorlig. Og meget, meget klog”.

Stella nikkede eftertænksomt. Hvis der var nogen, der vidste noget om døden, og hvordan de kunne hjælpe deres ven over tabet af sin bedstemor, så måtte det være Rune Ravn.

​

Næste dag gik Morten, Stella, Egon og Frida over for at hente Palle. Han ville som sædvanlig ikke rigtig være med til noget, men med både Stella og Frida som støtte lykkedes det efterhånden af få hevet ham med. I samlet flok gik de ind mod midten af skoven og stoppede først, da de nåede det kæmpestore, ældgamle bøgetræ, der var Rune Ravns hjem.

Han var i sig selv et fascinerende syn. Kulsort, med et kraftigt, let buet næb, sorte fødder og en dyb, lidt grov og hæs stemme. Når han foldede hele sit enorme vingefang ud, var der over en meter fra vingespids til vingespids. Hvis du strækker begge dine arme ud til siden, så er der sikkert også mere end en meter fra fingerspids til fingerspids, men på en fugl virkede det altså temmelig imponerende. Nu sad han på en af de nederste grene og betragtede den lille gruppe. Da de var nået helt hen til træet, bukkede Frida forsigtigt og sagde høfligt ”God dag, hr. Ravn. Vi kommer til dig for at få et godt råd og for at blive klogere”.

Rune Ravn sagde ikke noget, men der var et bifaldende glimt i det ene øje. Med det andet betragtede han roligt de 4 andre og de fik nu travlt med også at bukke. De ville jo ikke virke uhøflige.

Efter lidt tid nikkede han svagt og svarede ”Det er jo altid godt at ønske at blive klogere. Hvad kan jeg gøre for jer?”

 

Frida trådte lidt nærmere og begyndte at forklare ham situationen. ”Vores ven her har lige mistet sin bedstemor” – her pegede hun på Palle, der snøftede højlydt. ”Han har været meget ked af det i flere dage, og vi vil gerne hjælpe ham med at komme over det, så han igen får lyst til at lege med os. Hvad skal vi gøre?”

Rune Ravn sad en stund og tænkte lidt over tingene. Så sukkede han og begyndte at tale nærmest ud i luften. Det var som om, han ikke talte til nogen bestemt, men nærmere til dem alle. Hans hæse stemme var ikke særlig høj, men alligevel kunne de alle høre ham ganske tydeligt.

”Når vi dør,” begyndte han langsomt, ”bliver vi en del af det hele”. Han skiftede stilling på grenen og fortsatte. ”Vi er alle skabt af stjernestøv” – her kiggede han et kort øjeblik længselsfuldt op mod himlen – ”og det bliver vi til igen. Vi bliver en del af vinden, der blæser, dråberne, der falder når det regner, og jorden, blomsterne og træerne og alt det andet, der er omkring os”. Han rømmede sig for ligesom at klare halsen, og fortsatte så med samme hæse stemme. Nu kiggede han direkte på Palle. ”Dråberne, der rammer din kind, når det regner, er din bedstemor, der kærtegner og trøster dig. Hun er en del af skoven nu. Den lune sommervind, der strejfer dit ansigt, når det blæser, er hendes varme ånde, der viser, at hun er hos dig altid. Vi er alle en del af det store hele. Alting hører sammen og derfor er der aldrig nogen, der forsvinder helt. De er hos os i vinden, der blæser og regnen, der køler os. I alt det smukke, der omgiver os”.

Palle snøftede igen højlydt. Det lød smukt og godt, men alligevel følte han ikke rigtig, det trøstede ham.  ”Det kan godt være”, sagde han sørgmodigt, ”men jeg savner hende stadig noget så forfærdeligt”.

Rune Ravn nikkede igen. ”Du mangler at få taget ordentlig afsked”, sagde han med højtidelig stemme. ”Først derefter vil du finde ro. Gå I fire nu hjemad og lad mig lige veksle et par ord med Frida. Så vil hun vide, hvad der skal gøres”. Med disse ord lettede han nu fra grenen og fløj højere op i træet. Frida skyndte sig at følge efter ham, mens hun råbte ”Vi ses i aften – efter aftensmaden” til de andre.

​

På vejen hjem gik de og snakkede om mødet med Rune Ravn. Ingen af dem havde mødt ham før, men det var tydeligt, at Frida kendte ham.

”Hhhhhan virkede lidt . . . skræmmende”, sagde Egon nervøst, mens han gik bag Palle. Stella nikkede og tilføjede ”Og meget klog. Han vidste helt klart, hvad han talte om”. Morten syntes også, at han burde sige et eller andet, men han vidste ikke rigtig hvad. Derfor valgte han bare at holde mund.

Palle futtede langsomt afsted, mens han tænkte over tingene. Det gav faktisk lidt trøst at vide, at hans bedstemor nu var en del af alt det omkring ham. Den lune vind føltes vitterligt som et kærtegn mod hans følsomme snude og han snøftede taknemmeligt. Han var spændt på, hvad Frida kunne fortælle om det der ”afsked” lidt senere. Det forstod han nemlig ikke ret meget af.

​

Efter aftensmaden samledes de alle 5 henne hos Palle. Egon var som sædvanlig ikke helt færdig med at spise, så han gumlede løs på de sidste nødderester og nåletræsfrø, som han havde gemt inde i sine runde kinder. Morten og Stella sad på hver sin side af Palle, og Frida hoppede frem og tilbage foran dem. ”Vi skal ud på engen og samle blomsterblade”, sagde hun. ”Alle de smukkeste, vi kan finde”. De andre vidste ikke rigtig, hvad hun ville med dem, men de adlød uden at stille spørgsmål, for de vidste, at det kom lige fra Rune Ravns eget næb. I samlet flok skyndte de sig derfor ud på engen og begyndte at samle blomster og blomsterblade. Da de efterhånden havde så mange, som de kunne bære, begyndte Frida at føre dem ned mod vandløbet og den lille bro. De kendte stedet rigtig godt, men havde aldrig rigtig set det på denne tid af dagen. Det var jo faktisk tæt på at være aften nu, og de var spændte på, hvad Fridas plan var.

 

De trådte ud på midten af broen og kiggede ned i vandløbet, der snoede sig dovent under dem. Der var en svag strøm, der fik vandet til at bugte sig en anelse. Frida stillede sig hen ved siden af Palle.

”Nu er det tid til at sige farvel til hende, Palle”, sagde hun stille. Og mens Palle og de andre langsomt lod blomsterne og bladene fra dem falde ned i vandet, hviskede Palle ”Farvel bedstemor” med tårer i øjnene. Bladene dryssede blidt ned og landede blødt oven på vandet. De dannede til sidst et helt tæppe af blomster, der langsomt blev ført videre med strømmen. Det så ud som om vandløbet fortsatte helt ud i horisonten og ramte den synkende sol, der badede hele scenen i et orange og gyldenrødt aftenskær. En varm brise ramte dem alle og Palle gispede. Det var næsten som om, hans bedstemor var der, syntes han. Mens de sidste blomsterblade højtideligt faldt ned og lagde sig på vandet, sang Frida stille en lille sang. Den lød nogenlunde sådan her:

​

                                                      "Selvom vi nu siger farvel

                                                      Synes vi, det siger sig selv

                                                            Du er her i vindene,

                                                            Regnen og tingene

                                                         Omkring os og i os selv"

 

Hun sang den flere gange og fik til sidst de andre til at synge med efterhånden, som de lærte teksten.

 

Da det sidste blad var forsvundet i horisonten, sukkede Palle og vendte sig mod Frida.

”Tak”, sagde han og snøftede lidt. ”Det var virkelig pænt af dig. Og det føltes rigtig godt”.

Frida smilede og gav ham et forsigtigt kram. ”Nu har du taget afsked med hende”, sagde hun stille. ”Jeg håber, det kan give dig lidt ro. Jeg ved selvfølgelig godt, at du stadig savner hende, men nu ved du, hvor hun er, og du kan tale med hende, når som helst, du vil”.

Palle nikkede. Selvom han stadig var trist, så var det en anden form for tristhed. En, der var lidt lettere at bære.

​

Da Morten og Stella var blevet puttet den aften, lå Morten som sædvanlig længe og tænkte over alt det, de havde oplevet i dag. Det havde været trist, men også smukt. Og det havde helt sikkert hjulpet Palle. Rune Ravn havde været både skræmmende, men også ret spændende at møde. Og så havde Morten fået et helt nyt syn på Frida. Hun havde virkelig mange sider, som han slet ikke havde opdaget endnu, tænkte han. Og så var der jo alt det med døden og sorgen. Og at vi alle sammen var en del af det store hele. Han blev næsten helt svimmel af at tænke på det. Men samtidig gav det ham en indre ro at vide, at hvis han en dag skulle opleve, at én han kendte, gik hen og døde, så vidste han lidt om, hvad det betød. Og han indså, hvor heldig han var, at have så gode venner som Frida, Palle og Egon. Og selvfølgelig Stella. Alt det ville han dog ikke tænke på nu. Der var jo masser af gode og lyse dage, der ventede forude. Og det er jo meget bedre at tænke på noget rart, når man skal sove. Og for en lille skovmus betød det en blanding af mad og leg. Med et lille smil om munden lukkede han øjnene og forsvandt ind i drømmeland.