Tyveriet

(Hvor vi hører om, hvor alvorligt det er at anklage nogen for noget, uden at være sikker, og hvor Morten lærer noget om at bruge hovedet)

 

Hvis du har prøvet at gå en tur i de store, danske skove, så har du sikkert lagt mærke til en masse ting omkring dig. Naturen er meget smuk, og vi mennesker nyder at kigge på de høje, flotte træer, de smukke blomster på engene, de klare vandløb eller søer og de tætte buske og krat. Men hvis man er en lille skovmus, så ser man tingene på en lidt anden måde. Så er man jo som regel ret tæt på skovbunden, og derfor lægger man mærke til en masse andre ting, end vi mennesker måske ser. Nede ved jorden er det rødder, sten og græs, der er mest af. Her ligger også de ting, der falder ned fra buskene og træerne, og ikke mindst de ting, vi mennesker glemmer, når vi har været på skovtur.

 

For Morten og hans familie betød det, at de havde et ret godt blik for, hvad der lå rundt omkring i skovbunden. Mortens far og mor brugte en stor del af deres dag på at samle spiselige ting ind til deres forråd, og ind imellem også slæbe noget hjem, der kunne bruges til at forbedre deres musebo. Det var fx her, at Mortens far havde fundet bunden af colaflasken, der nu fungerede som en slags ovenlysvindue i deres hyggelige hjem. Morten og Stella var derfor vant til at holde øjnene åbne og kigge godt efter, om der var noget brugbart eller spiseligt, som de stødte på, når de rendte rundt i skoven.

​

En varm sensommerdag løb de to søskende forbi en lille lysning i skoven, hvor der stod borde og bænke. Egentlig var de på vej over til Palle Pindsvin, men de tænkte, at de lige ville smutte forbi lysningen på vejen. Her var der nogen gange mennesker, som var på skovtur, men i dag var der helt tomt. Morten tog en runde rundt om bænkene og skraldespandene, for det var ofte her menneskene tabte ting, der kunne have værdi for en lille skovmus. I dag var der dog ikke den mindste krumme. Det var nok et stykke tid siden, der sidst havde været nogen, der havde forvildet sig så langt ind i skoven. De var på vej ind mellem træerne langs stien, der førte hjem til Palle, da Morten pludselig så solen spejle sig i et eller andet ovre under en busk. Han listede forsigtigt nærmere og løftede en lille gren, hvis blade dækkede over noget blankt. Under de grønne blade dukkede en lille, klar glaskugle frem. Den var sikkert trillet væk fra nogle børn, der havde leget med den tidligere, og nu lå den her og skinnede så smukt i sollyset. Den havde et nærmest ravgult indre, formet som et lille blad, der var omgivet af det klareste glas. Nu tænker du måske, at en glaskugle ikke er noget særligt, og du har sikkert selv set masser af den slags. Måske har du endda en posefuld hjemme på dit værelse i alle regnbuens farver. Men for en skovmus er det jo ikke noget, man ser hver dag. Og ting, som er sjældne, synes vi ofte har en ganske stor værdi. De kommer hurtigt til at betyde noget særligt for os. Og sådan var det for Morten med den lille glaskugle.  Han havde aldrig set noget lignende før. Når solens stråler ramte den, glitrede den som en diamant, og han kunne se sin egen snude og lidt af det venstre øre med det karakteristiske hak i det klare glas. Det var, som at finde en ægte skat af det pureste guld. Morten blev ellevild af begejstring og drønede over til Stella.

 

”Se!”, udbrød han, ”Se hvad jeg har fundet. ER den ikke bare flot!”.

Stella betragtede den lille glaskugle og nikkede. ”Jo”, sagde hun, ”Den er smuk. Men ikke ligefrem noget, vi kan spise. Eller bruge til noget”.

Morten var fuldkommen ligeglad. Han følte det som om, han havde fundet en kæmpe juvel og knugede den lille kugle tæt ind til sig. Pyt med, at den ikke kunne spises. Der var ting, der var vigtigere. Eller i hvert fald lige så vigtige, tænkte han, mens han sendte Egon en tanke. Han ville næppe være enig. For ham var mad klart det vigtigste.

 

De to søskende begyndte nu at gå over mod Palles hjem. Det havde jo hele tiden været planen, at de skulle lege med ham, men nu var de blevet lidt forsinkede af den lille omvej. Undervejs dukkede Egon op og sluttede sig til dem. Han beundrede glaskuglen, som Morten viste ham, men da det jo ikke var noget spiseligt, mistede han ganske rigtigt hurtigt interessen for den. Han var ret praktisk anlagt og syntes ikke, der var grund til at slæbe på noget, der ikke kunne bruges til noget. Han forstod ikke Mortens begejstring, men nikkede bare og sagde ”Nøj”, og ”wow” de rigtige steder uden helt at forstå, hvad det hele gik ud på.

 

Snart fik de selskab af Palle og alle fire løb hen til engen, hvor de plejede at lege. Her stod der smukke hindbærbuske, små buske med skovjordbær, høje nåletræer og enkelte tynde, hvide birketræer rundt langs kanten af en lille, soloplyst græsplet midt i den store skov. Ind imellem dukkede der også enkelte brombærbuske op, og det var en af grundene til, at de elskede at lege her. Der var masser af lys, plads og lækre bær at muntre sig med. Morten gemte sin glaskugle under en af de små buske og rendte rundt ude på engen og legede med de andre. På et tidspunkt legede de gemmeleg, og Stella fandt hurtigt Egon – der selvfølgelig havde gemt sig bag den busk, der havde flest bær, for så kunne han guffe lidt, mens han ventede på at blive fundet – og Morten, der glemte, at hans hale stak afslørende ud bag ved det træ, han gemte sig bag. Palle var klart den sværeste at finde, men efter længere tids søgen fandt hun ham endelig under bladene på én af hindbærbuskene. Han havde kravlet næsten lydløst rundt fra under den ene busk og hen til en anden. Kun hans snøften havde til sidst afsløret ham.

 

Efter gemmelegen lå de lidt i græsset og nød solen og den varme sommervind. Egon spiste et par hindbær og bøvsede diskret. Egentlig fik han luft i maven af alle de bær, men han syntes det ville være for pinligt at ligge og prutte her blandt de andre. Så var det trods alt bedre med en lille bøvs i ny og næ til at lukke noget af luften ud, tænkte han. Stella døsede hen og Morten var også lige ved at falde i søvn, da han kom i tanke om, at Palle jo ikke havde set hans skat. Han sprang op og løb hen til busken, hvor glaskuglen var gemt.

 

Men hvad var det?! Den var væk! Kuglen lå ikke længere under de grønne blade! Febrilsk løb Morten rundt under den lille busk, men der var intet spor af kuglen. Kunne det være en forkert busk, han kiggede under? Hurtigt gennemsøgte han jorden under nabobuskene, men heller ikke her var der nogen glaskugle. Panikken ramte ham. Den var væk! Hans skat var forsvundet! Han kiggede sig hektisk omkring. Ingen spor af nogen kugle, men hvad var det? Under en af buskene var der små aftryk af en pote. En pindsvinepote!

 

”Du har stjålet den!”, råbte Morten hysterisk og pegede anklagende på Palle.

Palle kiggede forvirret op på ham. ”Øøhh, hvad?!”, svarede han med sin tynde, lidt melankolske stemme.

Stella og Egon satte sig søvndrukne op og kiggede fra den ene til den anden. De havde også lidt svært ved at forstå, hvad der foregik.

”Min glaskugle!”, skreg Morten, ”Du har stjålet min glaskugle! Min flotte, ravfarvede skat”.

Palle så nu både ulykkelig og forvirret ud. ”Øhh, hvad snakker du om”, sagde han. ”Jeg ved ikke noget om nogen glaskugle . . . ”

”Det er dine fodspor under busken”, hylede Morten anklagende, ”det er tydeligt for enhver. Det må være dig, der har taget den. Indrøm det! Du er en tyveknægt!”.

Inden Palle fik nået at samle tankerne eller formulere et svar, havde Morten grebet fat i armene på både Stella og Egon. ”Kom”, sagde han. ”Vi går. Vi vil ikke lege med sådan en tyveknægt!”. Hans stemme var lige ved at knække og han havde tårer i øjnene.

 

Palle stod ulykkelig og forvirret tilbage og stammede ”Jamen, jamen . . . ”, mens Morten trak afsted med de to andre. Egon kiggede forvirret tilbage på Palle, men valgte alligevel at følge med Morten. En tyveknægt! Sådan en ville han jo heller ikke lege med. Palle kiggede bedrøvet og fortumlet efter dem. Han havde endnu ikke helt fattet, hvad der var sket, og hvad det hele havde med ham at gøre.

 

Det kunne meget vel være endt som en rigtig ulykkelig og uheldig historie, hvis ikke Stella var vågnet op her og slået bremserne i. Hun satte resolut fødderne i jorden og stoppede op. ”Vent nu lige, Morten”, sagde hun. ”Vi må da have opklaret det her. Jeg kan ikke tro, at Palle er en tyveknægt. Hvad skal han dog med en glaskugle?!”

”Jamen den er væk”, hylede Morten. ”Og der er kun hans fodspor under buskene. Det MÅ være ham, der har taget den. Den kan jo ikke bare sådan forsvinde af sig selv, vel?!”

”Jamen, jamen . . . det har jeg altså ikke, Morten”, peb Palle. ”Jeg har ikke taget noget . . . Jeg ved slet ikke hvad du taler om . . . ”. Han stemme lød nu endnu tyndere og mere sørgmodig end den plejede. Han følte sig pludselig meget alene, selvom de tre andre stod næsten lige foran ham.

 

Stella stoppede op og tænkte sig om. ”Forsvinde af sig selv”, tænkte hun, mens hun kiggede hen på busken, hvor Morten havde gemt glaskuglen. Busken stod på toppen af en lille forhøjning. Hun fik pludselig en idé. I et par hurtige spring var hun henne ved busken. Palles fodspor var ganske rigtigt synlige under busken, men måske var det fordi, han havde gemt sig her? Hun gik i en cirkel rundt om busken. Bagved var der en lille fordybning i græsset. Faktisk var den så lille, at du og jeg slet ikke ville have kunne se den, men en lille mus har meget skarpe øjne, og Stella så den aflange fordybning med det samme. Hun fulgte den hurtigt ned ad forhøjningen og dér, lige for foden af et birketræ, der lå Mortens glaskugle nok så fint.

 

Forsigtigt samlede hun den op og gik tilbage til de andre. Morten lyste op i et kæmpe smil, da han så den.

”Der var den jo”, smilede han glad. Stella rakte ham den, så han kunne holde den op mod solen, så de alle kunne se hvor flot og klar den var. Stella forklarede, hvor hun havde fundet den. ”Palle må have kommet til at skubbe til den, da han gemte sig under busken”, sagde hun. ”Og så er den rullet ned af højen og er først standset ved foden af træet”.

 

Palle sukkede lettet. Nu var han da ikke længere en tyveknægt i de andres øjne. Morten var helt opslugt af glaskuglen, men Stella var ikke færdig.

”Synes du ikke, du skylder Palle en undskyldning, Morten?”, spurgte hun spidst.

 Morten sank en klump og rødmede så meget som en lille, grå skovmus nu kan rødme. Han var flov. Flov over, at han havde anklaget sin ven og ikke mindst flov over, hvor hysterisk og urimelig, han havde været. Godt nok var han vildt begejstret for sin glaskugle, men det var jo ingen undskyldning.

 

”Undskyld, Palle”, mumlede han og kiggede ned i jorden. ”Det var dumt gjort af mig og det skal aldrig ske igen”.

Palle snøftede, skrabede lidt forlegent med poterne i jorden og sagde ”Du er tilgivet”.

Stella puffede til Egon. ”Du har vist også noget at undskylde, ikk´?!”

Egon kiggede forvirret på hende. Så gik det op for ham, at han jo havde fulgt Morten og været parat til at gå fra Palle. Og det havde vist sig at være helt uden grund. Pludselig følte han sig meget lille.

”Undskyld, Pfalle”, mumlede han, og glemte helt sin talefejl. ”Det var dumt. En anden gang skal jeg nok tro pfå dig, når du siger noget”.

Palle nikkede sørgmodigt. ”Det værste var faktisk, at I bare gik og ikke ville være sammen med mig mere”, sagde han stille. ”Så føler man sig virkelig ensom og forladt”.

Stella nikkede. ”Det bør gode venner aldrig gøre”, sagde hun resolut. ”Man holder sammen, og man tror på hinanden. Og man lader ikke nogen være ensomme”.

De tre andre nikkede højtideligt. Det var jo netop derfor, man havde venner. Så slap man for at føle sig ensom.

​

Da Morten den aften lå i sengen og tænkte over dagens begivenheder, gik det op for ham, hvor heldig han havde været. Ikke bare fordi han havde fundet glaskuglen, men fordi Stella havde reddet ham fra at begå en kæmpe fejl. Tænk, at anklage en af sine bedste venner for tyveri. Og så uden skygge af bevis! Han blev igen helt flov over sig selv. Og stakkels Palle, der slet ikke havde kunnet forsvare sig, fordi han blev så chokeret og ked af det. Det var faktisk ret tarveligt af Morten, det kunne han godt selv se nu. Men han var blevet så vred og ked af det, da kuglen var væk, at han helt havde glemt at tænke.

 

Han gabte højt og lagde sig om på siden. Måske var det dét, man skulle lære, tænkte han, mens søvnen langsomt gled ind over ham; at huske at bruge hovedet, også selvom man var vred og ked af det. Og så burde han nok også huske at fortælle Stella, hvor glad han egentlig var for hende, og for at hun havde reddet ham og hans venskab med Palle.

Hun var faktisk en ret ok lillesøster. Det måtte han huske at fortælle hende i morgen, tænkte han, . . . og så forsvandt han ind i drømmeland.