Stella forsvinder
(Hvor vi hører om musenes årlige sommerfest og præsenteres for Egon Tingfinder)
​
Langt de fleste dage lignede hinanden i den lille musefamilie, som vi nu kender så godt. Morten og Stella legede med deres venner, og deres far og mor samlede forråd og arbejdede på at udbygge det lille, hyggelige musebo. Der var dog enkelte dage, der skilte sig ud i løbet af den lange, varme sommer. Og den dag, der skilte sig allermest ud, var dagen for den årlige familiefest. Den blev altid holdt sidst på sommeren, hvor det stadig var lidt lunt, men hvor man godt kunne fornemme, at efteråret snart ville nærme sig. På denne dag samledes mostre og onkler og tanter og fætre og kusiner og bedsteforældre og næsten alt, hvad der kunne krybe og gå af slægtninge til en hyggelig eftermiddag og aften i hinandens selskab.
Morten og Stella glædede sig helt vildt til at se dem alle sammen, for det var jo ikke så tit, at de mødtes med hele familien. Denne ene gang om året samledes de forskellige grene af familien til en masse god mad, en hel del snak og historier, og en masse leg. Der kom slægtninge fra både markmusene, der boede i udkanten af de forskellige bønders marker, bymusene, der boede inde i byerne, og så selvfølgelig skovmusene, som Morten og hans nærmeste familie tilhørte. Alle sammen mødtes de på festpladsen, som var ved foden af et stort egetræ i udkanten af skoven. Her var en lille lysning, der var omkranset af store tornebuske og delvist overdækket af egetræets store, bladfyldte grene, og som derfor gav god beskyttelse mod rovdyr som fx ræven eller Øivind Ugle. Hver især tog de mad med, som de så gavmildt delte med hinanden. Børnene rendte som regel rundt og legede, mens de voksne snakkede og delte historier og ind imellem sang muntre sange.
Denne årlige familiefest var – som du jo nok kan regne ud – for musefamilien. Men der var faktisk en enkelt, der ikke hørte til familien, men som alligevel blev inviteret med hvert år, og det var Egon. Nu undrer du dig måske over, hvorfor et egern blev inviteret med til en musefamiliefest, men det var Mortens moster Molly, som havde insisteret på, at han skulle komme. For et par år siden havde Morten og Stella besøgt moster Molly, der boede sammen med de andre markmus ved udkanten af skoven og lige ud til en mark, og her havde de haft Egon med. De var blevet inviteret på lidt mad, og her havde Egon guffet i sig, som han jo plejede. Moster Molly havde været vildt begejstret over, hvor godt han kunne lide hendes mad, og siden den dag, havde Egon altid været velkommen. For, som hun sagde, så var det jo en fornøjelse at lave mad til én, med SÅ god appetit. Det betød, at han nu nærmest blev betragtet som én af familien, og derfor skulle han selvfølgelig også med til familiefesten. Faktisk lavede moster Molly ganske særlige retter kun til Egon, for han var så ganske givet hendes yndling. Og Egon, der ellers mest var vant til at få knap så pæne kommentarer om sine spisevaner, nød den ekstra opmærksomhed og var nærmest parat til at lade moster Molly adoptere ham. Han elskede selvfølgelig sin mor og far, men han var altså også RET glad for mad og dermed også for Moster Molly.
I år viste vejret sig fra sin pæneste side, og solen skinnede fra en skyfri himmel, da de forskellige familier først på eftermiddagen begyndte at dukke op ved den gamle eg. Morten, Stella og Egon stod og tog imod de nyankommne, og hilste begejstret på dem alle sammen. De havde været der tidligt, for de glædede sig til dagen og for Egons vedkommende til al den gode mad. Dér kom markmusene, anført af onkel Mugge, der som altid virkede temmelig distræt og alligevel højrøstet. ”Følg mig”, råbte han og svingede med armene for at dirigere resten af familien fremad. Han havde lidt problemer med hørelsen og derfor talte han ofte ret højt. Samtidig virkede det altid, som om han var en mellemting mellem forvirret og søvnig. Efter sigende var det sket, efter han havde spist af nogle svampe, som vist havde været dårlige. I hvert fald var han ind imellem lidt svær at forklare ting for.
”Velkommen, onkel Mugge”, råbte Morten. ”Dejligt at se jer . . . ”
”Vejr?”, råbte Mugge, ”ja, det ser ud til at blive rigtig dejligt vejr . . . ”
Morten sukkede og vinkede til de andre fra familien. Dér kom moster Molly, dér var tante Tulle og bag hende dukkede fætter Melvin med sin bedste ven, Malte, op. I en lang række gik familien markmus ind på festpladsen. De var lette at genkende på deres lidt kortere haler. Bag dem kom de forskellig medlemmer af familien bymus. De havde gået lidt længere, for der var trods alt en bid vej fra byen og ud til skoven. Men selvom det tog et par dage for dem at nå frem, så kunne de ikke drømme om at gå glip af den årlige familiefest.
Dér kom bedstefar Birk, dér var fætter Brian og hans lillebror Børge, der altid talte så hurtigt, at det ind imellem var svært at forstå, hvad de sagde, dér kom deres mor, Bente, og også tante Beate var med. Langsomt dukkede flere og flere op i den lille lysning og snart genlød skovbunden af muntre stemmer og latter.
I løbet af de næste timer blev festen mere og mere løssluppen. Der blev holdt taler, der blev grint og fortalt historier og der blev spist den ene lækre ret efter den anden. Egon holdt sig tæt ved moster Molly og nød de mange dejlige ting, hun satte foran ham. Morten sad ved sine forældre og lyttede til de historier, som både de voksne markmus og bymus kunne fortælle om livet hos dem. Det lød på en måde som noget, han genkendte, men alligevel også ret fremmedartet. Han var glad for, at han boede i skoven. Det vidste man da, hvad var. Onkel Mugge var netop i gang med en længere fortælling om dengang, han næsten var faret vild, men senere fandt ud af, at han blot havde glemt hvor indgangen til hans musebo lå.
”Du er da vist blevet lidt glemsom . . .”, forsøgte moster Bente at sige.
”Trolddom?! Ja, det var det sgu næsten”, råbte onkel Mugge og snakkede ufortrødent videre. Han kunne som sædvanlig ikke helt høre, hvad der blev sagt til ham. ”Jeg siger jer”, råbte han, ”det var virkelig som om indgangen var tryllet væk. Pist væk, siger jeg jer!”
”Nej, nej”, prøvede moster Bente igen, ”du havde jo bare glemt hvor den var . . .”
”Min far?”, råbte onkel Mugge forvirret. ”Nææee, min far har altid kunne finde hjem. Han har aldrig været udsat for trylleri”. Moster Bente rystede opgivende på hovedet. Det var nærmest umuligt at snakke fornuftigt med onkel Mugge, fordi han hørte så dårligt.
Nu rømmede tante Tulle sig. ”Tror I ikke, det er tid til en lille sang”, sagde hun, for ligesom at få stoppet onkel Mugges talestrøm.
”Dengang?”, råbte onkel Mugge, ”ja, det var dengang . . . ”
Her fik de andre endelig afbrudt den højtråbende onkel og begyndte at synge en af deres yndlingssange, som de altid sang ved den årlige familiefest. De kaldte den bøvse-sangen, og den lød nogenlunde sådan her:
"Livet er ikke altid let
Når man ikke er så stor
Men alt bliver sjovere og mere fedt
Når vi danser og synger i kor
​
Vi hopper og springer – og slår gerne en prut
Og synger så højt, som vi kan,
Og glemmer det hele, når sangen er slut
Med en bøvs og et knips – sådan!
​
Det siges, at styrke har noget at gøre
Med størrelse og med mod,
Men vi si´r at alle andre er skøre;
Vi har det til overflod.
​
Vi hopper og springer – og slår gerne en prut
Og synger så højt, som vi kan,
Og glemmer det hele, når sangen er slut
Med en bøvs og et knips – sådan!
​
Det´ bedre at være en lille og vågen,
End doven og stor som et hus,
Så selvom vi støjer med bøvsen og råben;
Det bedste er livet som mus!
​
Vi hopper og springer – og slår gerne en prut
Og synger så højt, som vi kan,
Og glemmer det hele, når sangen er slut
Med en bøvs og et knips – sådan!"
Sådan cirka lød sangen, og selvom du jo ikke kan høre den her, kan du prøve at lave en melodi til den selv. Så vil du hurtigt opdage, hvor sjov den er at synge. Musene nøjedes i øvrigt ikke med at synge. De dansede også, og både bøvsede og knipsede dér, hvor de sang om det. Ja enkelte benyttede endda også lejligheden til lige at prutte dér, hvor det passede ind i sangen. Egon, der ellers ikke var til at drive væk fra maden, kunne ikke dy sig, men måtte også op og give den gas med de andre. Han skrålede med af fuld hals på omkvædet og hans buttede mave gyngede i takt med melodien, mens han rullede med hofterne og bøvsede på passende tidspunkter. Han var virkelig i sit es og kunne næsten ikke være i sin krop af bar livsglæde.
​
Efter flere timers fest stilnede det hele lidt af. Nogle lå og hvilede sig, nogle spiste stadig, og andre sad og snakkede og fik de nyeste historier om livet for henholdsvis markmus, bymus og skovmus. Morten, der var blevet lidt træt af at lytte til historier, og som heller ikke kunne klemme mere mad ned, begyndte at lede efter Stella. Det var egentlig ved at være længe siden, han sidst havde set hende, tænkte han. Nu begyndte tusmørket så småt at indfinde sig og hun var stadig ikke at se nogen steder. Langsomt slentrede han rundt imellem de forskellige grupper, men intet sted var hun at finde. Hvor pokker mon hun havde gemt sig?!
Som tiden gik, og hun stadig ikke dukkede op, begyndte Morten at blive urolig. Kunne der være sket hende noget? Han fik fat i sin mor og far, men selv med deres hjælp, var hun ikke til at få øje på. Nu begyndte de også at blive urolige. Efterhånden var der flere, der bemærkede uroen og snart var flere og flere i gang med at lede efter Stella. Selv Egon, der ellers havde svært ved at løsrive sig fra maden, havde rejst sig nu.
”Bare rolig, Morten”, sagde han beroligende, mens han kvalte en bøvs, ”jeg er faktisk lidt af en ting-finder. Bare kald mig Ting-finder Egon”. Han så højtideligt på Morten og sagde så ”følg mig”.
Morten stirrede på ham og tænkte, at han kunne finde på mange andre ting at kalde ham, men ting-finder var ikke lige én af dem. Han valgte dog alligevel at gå med.
Egon løb lidt fra den ene side af pladsen til den anden, mens han nærstuderede jorden. Men de mange musefodspor gjorde det umuligt at se, hvilke der kunne stamme fra Stella. Efter lidt søgen og snusen rettede han sig op, stak hænderne i siden og sagde højtideligt: ”Ja, her er hun ikke”.
Morten var lige ved at give ham et gok i nødden. Det vidste de jo godt i forvejen!
Han stod lidt og tænkte sig om. Det eneste sted de kendte, som lå i nærheden, var det lille vandløb, der lå et lille stykke fra festpladsen. Det var lidt inde i skoven, men dog ikke længere, end at man hurtigt ville kunne gå derhen. Måske var hun blevet træt af al selskabeligheden og var gået der hen for at hvile ørerne lidt? Forsigtigt kravlede han igennem tornekrattet, der omgav festpladsen, og med Egon halsende efter sig løb han hurtigt i retning af vandløbet.
Efter en kort løbetur, der alligevel fik den propmætte Egon til at hive efter vejret, nåede de frem til bredden af vandløbet. Og der, lidt længere fremme, sad Stella ganske rigtigt. Men hun var ikke alene. Hun sad tæt sammen med Malte, og nu kunne Morten pludselig se, at de sad og gned næserne mod hinanden! Hvad var nu det for noget? Det så jo nærmest ud, som om de . . . de kyssede!
”Hva´ . . . . hvad laver de?” pustede Egon forvirret bag ham. Han kunne også se de to ved vandløbets bred, men kunne ikke helt fatte, hvad det var, han så.
Tusindvis af følelser boblede op inden i Morten. ”Stella”, råbte han højt, og i samme øjeblik fløj de to mus fra hinanden, mens Stella rødmede over hele hovedet. ”Hvor har du været? Mor og far leder efter dig”.
”Ja, ja”, råbte hun hurtigt. ”Vi er lige her. Vi kommer nu”. Med et hurtigt blik på Malte sprang hun op og løb forbi Morten og Egon og tilbage mod festpladsen. Malte kom på benene og løb hurtigt efter.
Morten og Egon stod og stirrede efter dem, usikre på, hvordan de skulle reagere.
”Jeg tror, de kyssede”, sagde Egon efter lidt tid. ”Aaddrrr!”
Morten kiggede på ham. Egon Tingfinder – der nærmest ikke engang kunne finde sine egne fødder. Så grinede han. ”Måske”, svarede han. ”Men det er jo deres egen sag”. Egentlig havde han det lidt svært med at se sin søster være glad for en anden mus, men på en eller anden måde var det også ok. Det viste jo også, at Stella var ved at blive ældre og nu godt kunne finde på at gøre ting uden Morten. Og hun havde flere gange vist, at hun godt kunne passe på sig selv. Hun var jo egentlig ret sej, mindede han sig selv om.
Da de meget senere var kommet hjem til deres eget musebo, og deres mor og far havde sagt godnat til dem, lå Morten længe og tænkte over dagen, der var gået. Det havde været præcis så sjovt og hyggeligt, som han havde håbet. Det havde været spændende at høre om livet i byen og ude ved markerne, men når alt kom til alt, så var han nu glad for, at han var en skovmus. Skoven var klart det bedste sted at bo, syntes han. Han tænkte på al den dejlige mad og de sjove sange, og da han kom til at tænke på Egon Tingfinder, kunne han ikke lade være med at klukke lidt af grin igen. Det var aldrig kedeligt at være sammen med Egon. Lige inden søvnen overmandede ham, kom han til at tænke på Stella og Malte. Måske havde der været lidt kæresteri i det? De havde i hvert fald siddet meget tæt, og han var sikker på, han havde set dem gnide næserne mod hinanden. Han sukkede veltilfreds og vrikkede sig lidt længere ned i halmen, der udgjorde hans seng. Det måtte de selv rode med. Kærlighed. Hvad skulle man dog med det? Han ville til hver en tid hellere have gode legekammerater, som Egon, Palle og Frida. Dem vidste man da, hvor man havde.
Og hvis Morten havde kunnet holde sig vågen lidt længere, så havde han måske opdaget, at også Stella lå og gennemgik dagen i tankerne. Hun kiggede op i nattehimlen gennem deres colabundsvindue og smilede lykkeligt til en stor stjerne, der blinkede ned til hende. I tankerne var hun langt væk. Men da sov Morten allerede tungt.