Bent Bangebuks

(Hvor vi hører om fantasiens magt, hvor irriterende det kan være at være bange, og lærer lidt mere om, hvor vigtigt det er at have gode venner)

​

Efteråret var så småt begyndt at vise sit melankolske ansigt i den store skov. Bladene på træerne ændrede farve til alle mulige nuancer af gul, brun og rød, inden de slap taget i deres grene og faldt til jorden. Vinden var begyndt at tage til, og det var både koldere og ofte også mere vådt, end det havde været længe. Nogle dage virkede det som om, det aldrig rigtig blev lyst, men bare forskellige toner af grå. For Morten og Stella betød det, at de tilbragte flere timer i museboet og nød varmen i det lille hjem sammen med deres forældre. Men når der så endelig var et ophold i regnen og blæsten, ja så skyndte de sig ud for at lege lidt med de andre. Som regel var det Egon og Palle de legede med, men ind imellem var Frida også med, ligesom Malte Markmus var begyndt at dukke op hos dem i ny og næ. Han ville dog helst bare snakke med Stella, og flere gange var de gået deres egen vej og havde ladet de andre lege selv. Morten var ret sikker på, at de vist kærstede lidt. Stella virkede i hvert fald ret genert, når hun kom tilbage, og hun ville aldrig fortælle, hvad de havde lavet eller snakket om.

 

De havde fået en ny legekammerat sidst på sommeren. Han hed Bent og var en lille blåmejse, der boede i et stort, hult fyrretræ lige over for Egon. Han var nem at få øje på, for han mindede lidt om det svenske flag med sit gule bryst og sin blå nakke. Faktisk havde han også en blå streg hen over øjnene, der lidt lignede en banditmaske. Der var dog ikke meget bandit over Bent, for han var faktisk lidt af en bangebuks. Evig og altid hoppede han nervøst rundt, hver gang de andre fandt på noget. Når de legede fangeleg skreg han højt, når én af de andre fangede ham, og hvis de skulle ned til åen for at smide pinde i vandet, turde han slet ikke følges med dem. Han endte som regel med at sidde oppe i et træ på behørig afstand og kigge ned på de andres leg. Efterhånden virkede det som om, han blev mere og mere nervøs, og da Øivind Ugle en dag flaksede ned forbi dem i et forgæves forsøg på at fange Stella, ja så blev Bent så bange, at han nær var drattet ned ad grenen. Det hjalp ikke spor, at Stella og Palle bagefter forsøgte at berolige ham med, at de jo før havde undsluppet ham, og at de ikke var bange. Bent blev ved med at være bange.

 

En dag var det blevet så slemt, at Bent slet ikke ville komme ud og lege mere. Han sad hjemme i sit træ og kunne næsten ikke bevæge sig – så bange var han nu. Og selv om hans mor og far forsøgte at berolige ham ved at sige, at der ikke var noget at være bange for, ja så hjalp det ikke. For Bent havde en rigtig god fantasi, og han kunne forestille sig de vildeste ting. Både ting, som Øivind kunne gøre ved ham, hvis han fangede ham, men også ting, som Øivind kunne gøre ved hans forældre og hans venner og alle dem, han kendte og holdt af. Tanken var ikke til at holde ud, og derfor var Bent nu gået helt i stå. I starten tænkte Bents forældre, at det nok gik over, når han lige havde sovet lidt og fået slappet af, men det blev faktisk kun værre med tiden.

 

Tiden gik, og Bent sad bare i sit hule træ dag efter dag. Til sidst spurgte hans mor, om ikke Morten, Stella og de andre kunne prøve at snakke med ham for at se, om ikke dét kunne hjælpe. Måske ville det muntre ham lidt op at se sine venner. Men selvom de alle sammen forsøgte at fortælle ham, hvor meget de savnede ham, og at Øivind slet ikke var i denne del af skoven i øjeblikket, ja så fortalte Bents fantasi ham alle de gruelige ting, der kunne gå galt, hvis han gik ud. Og fantasien er en stærk drivkraft. Den er rigtig god at have, når den hjælper dig med at finde på gode ting, men den kan også være rigtig dum, når den skræmmer dig og fylder dig med angst.

 

Til sidst foreslog Frida, at de tilkaldte den klogeste hun kendte – Rune Ravn. Dét syntes Bents forældre lød som en god idé, så Frida fløj hen for at hente ham. Det tog lidt tid, for som alle kloge væsener, så skulle Rune lige overveje situationen, inden han besluttede sig for noget. Men efter en halv times tid dukkede han op på himlen over dem, og med et lydløst vip med de enorme vinger gled han i en elegant bue ned mod det hule fyrretræ og landede på en gren lige ved siden af Bents indgang. 

”Nåhhh, Bent”, sagde han med sin grove, hæse stemme, mens han stirrede ned langs sit næb. ”Jeg hører, du er bange for at komme ud. Hvad er du bange for?”

”Øivind”, lød det lidt tøvende dybt inde fra træstammen af. ”Jeg er bange for at han skal fange mig . . . og flå mig . . . og æde mig . . . og . . . ”Bent stemme lød næsten som en piben nu, mens han oprullede alverdens skrækscenarier. Og det var ikke småting, han kunne forestille sig.

 

Rune sad helt stille og stirrede ud mod horisonten, mens han lod Bent tale. Det virkede næsten som om han sad i sin egen verden og var helt upåvirket af talestrømmen fra træstammen. Endelig, efter næsten 10 minutter, stoppede Bent forpustet sin opremsning.

 

Nede ved foden af træet stod Morten, Stella, Egon, Palle og Frida og skævede op mod Rune. De var alle sammen begyndt at blive lidt bange nu, for frygt har det med at smitte. Og med alle de ting, Bent havde nævnt, ja så begyndte de så småt også at blive nervøse. Egon var dog undtagelsen. Han var travlt beskæftiget med at spise en stor nød, som han havde fundet på vejen derover, og Morten havde ham lidt mistænkt for slet ikke at have hørt efter. Nu rørte Rune dog på sig, og Egon skyndte sig at tage hånden med nødden om på ryggen for at høre efter, hvad den kloge ravn havde at sige.

 

”Frygt”, hviskede Rune halvhøjt, ”frygt er faktisk en god ting. Den hjælper med at holde os i live, når der er fare på færde. Den får os til at reagere hurtigt og løbe stærkt”. Han baskede lidt med de store, sorte vinger og satte sig bedre tilrette på grenen. ”Men når den lammer os, er den vores fjende”.

Morten stirrede op på den store ravn og slugte hvert et ord. Selv Egon så koncentreret ud og lyttede opmærksomt.

”Når frygten forhindrer os i at leve, må vi få den under kontrol. For hvis du ikke kan kontrollere frygten, så kontrollerer den dig”, fortsatte den kloge ravn med sin hæse stemme. ”Vi må se frygten i øjnene”.

”Øøeehh . . . det er jo lidt svært”, mumlede Egon for sig selv nede ved foden af træet. ”Han er jo bange for Øivind, og han er jo skeløjet. Hvordan ser man lige ham i øjnene?”. Morten var lige ved at grine højt, men fik kamufleret sit grin med et host. Rune Ravn kiggede irriteret ned på dem begge.

 

”Når du accepterer det, du ikke kan ændre, vil dit liv blive lettere”, fortsatte han højtideligt. ”Øivind Ugle er en del af skoven, ligesom de andre rovdyr. Men det er dine venner også. Og de kan hjælpe dig og passe på dig”.

”Det er rigtigt”, tilføjede Frida. ”Og jeg skal nok lytte efter ham og advare dig i tide, hvis han er på vej”.

”Er . . . er det rigtigt?” spurgte Bent forsigtigt, mens han lille, brune næb forsigtigt kiggede frem fra træstammen. ”Kan du virkelig høre ham i så god tid?”

”Jeg ser ham med mine ører”, sagde Frida alvorligt, ”og jeg skal nok passe på dig”.

Det fik Egon, der jo sjældent kunne være alvorlig ret længe ad gangen, til at bryde ud i latter. ”Får du så ørevoks i øjnene”, grinede han og det fik også de andre til at sprutte af grin. Selv Bent fniste lidt og som du ved fra tidligere, ja så er latter jo med til at gøre alting lidt lettere og få frygten til at fordampe.

 

Rune Ravn, der indså at hans rolle vist var udspillet her, lettede med et sus og fløj tilbage til sit eget træ, mens Bents forældre råbte tak for hjælpen til ham.

​

Og efter den dag var Bent atter sammen med de andre, når de legede. Han var stadig meget forsigtig og lidt sky, men hver gang han begyndte at føle angst, kiggede han over på Frida, der nikkede beroligende til ham. Hun lyttede og passede på ham, og det beroligede ham at vide. Og så glædede han sig over at have så gode venner, der ikke drillede ham med hans angst, men som tværtimod hjalp ham med at få kontrol over den.

​

Om aftenen da Stella og Morten lå i deres senge, kunne de ikke lade være med at snakke om dagens begivenheder. De syntes begge, det var lidt underligt, at Bent kunne blive så bange, men omvendt kendte de godt til det med, at fantasien kunne løbe om hjørner med én. Morten kunne faktisk selv huske, at han var bange for mørke, dengang han var helt lille. Han forestillede sig, at der gemte sig alt muligt i mørket, og i flere uger ville han ikke sove uden lys. Stella havde været bange for høje lyde, fordi hun var overbevist om, at noget stort og tungt faldt ned over hende, når der lød et højt brag. Og hvis nu du tænker efter, har du så ikke også oplevet at være bange for noget? Det har de fleste, og det er ganske normalt. Det vigtige er bare, at man tør fortælle nogen om det, så man kan få hjælp fra sine venner og sin familie. Måske kan de hjælpe dig med at overvinde det, du frygter allermest. Det kan også vise sig, at du slet ikke bange for det, som de er bange for. Morten var i hvert fald ikke bange for høje lyde, så han lovede altid at tage Stella i hånden, hvis der kom sådan en. Og tilsvarende var Stella slet ikke bange for mørke, så hun lovede højt og helligt, at hvis Morten blev bange for det igen en dag, ja så skulle hun nok være ved hans side og passe på ham.

 

Med visheden om at de hver især havde en, der ville passe på dem – og glæden ved selv at kunne passe på den anden – lagde de to små mus sig til at sove. Og mens efterårsvinden blæste koldt og mørkt udenfor, puttede de sig ned i deres senge i det varme, trygge musebo. Det var godt at være en skovmus.