Det store monster

(Hvor vi hører om monstret i den store skov, som slet ikke var så farligt endda, hvor vi lærer, at små hjerter kan føle store ting, og hvor Morten endelig får fortalt Stella sandheden)

​

Vinteren var kommet til den store skov. Sneen lå som en dyne over skovbunden og dæmpede alle lyde. Vinden peb imellem træernes nøgne, sorte grene og det var ikke vejr til at være ude i. Derfor valgte de fleste af skovens dyr da også at blive indenfor i deres små hjem, enten for at ligge i dvale eller bare for at holde varmen og hygge sig, mens de ventede på foråret. Når dyr ligger i dvale, så sover de tungt, og det kan de faktisk gøre hele vinteren. Enkelte dyr kiggede dog ind imellem op fra skovbunden for at samle lidt mad ind, inden de hurtigt hoppede tilbage til deres varme, hyggelige huler eller reder.

 

Hjemme hos Morten Skovmus holdt den lille musefamilie sig indenfor det meste af tiden. I lange perioder sov de, men ind imellem måtte hans mor eller far lige op for at hente lidt ekstra mad. Så guffede de løs et par timer, inden de atter lagde sig til at sove for at vente på foråret.

 

En sen nattetime var der dog pludselig noget, der vækkede Morten. Først kunne han ikke helt

finde ud af, hvad det var, men efter et øjeblik lagde han mærke til lyset, der ramte ham på den ene side af ansigtet. Fuldmånen skinnede ind igennem det lille colabunds-loftvindue, og oplyste hans hovedpude næsten som om, det var dag. Det måtte være det, der havde vækket ham, tænkte ham søvnigt. Hvis du selv har prøvet at vågne midt om natten, så kender du sikkert til det med, at det kan være svært at sove videre. Tankerne begynder at boble rundt og førend man får set sig om, ja så er man faktisk ret vågen. Morten skulle lige til at vende sig om på den anden side, for at prøve at falde i søvn igen, da han opdagede, at Stellas seng var tom. 

 

”Det var da underligt”, tænkte han. ”Hvor mon hun er gået hen?”

Han lå lidt og tænkte over det, og jo mere han tænkte, jo mere vågen blev han. Kunne hun mon være gået udenfor? Det håbede han ikke, for dels var det jo hundekoldt, og dels havde både hans mor og hans far adskillige gange fortalt dem, at det var farligt at gå ud om vinteren – og især om natten - fordi mange af rovdyrene hele tiden var på udkig efter mad. Og en lille skovmus ville være en lækkerbisken for de fleste af dem.

 

Jo mere han tænkte over det, jo mere urolig – og vågen - blev han. Han måtte op og kigge efter hende. Måske var der ingen grund til uro, men han turde ikke tage chancen. Han ville ikke sige noget til deres forældre, for så ville Stella jo nok bare få skæld ud over, at hun var gået ud. I stedet ville han liste efter hende og få hende hjem, inden de opdagede, at hun havde været væk. Ja, det var nok det klogeste at gøre, tænkte han.

 

Forsigtigt sneg han sig ud af sengen og igennem det lille musebo. Henne ved udgangen stoppede han op, og kiggede sig tilbage. Både hans mor og far sov tungt. Med lidt held kunne han og Stella nå tilbage inden nogen opdagede noget. Lydløst sneg han sig udenfor i vinterkulden.

​

Man skulle jo tro, at det ville være bælgmørkt sådan en vinternat, men fordi det var fuldmåne, og skoven var dækket af sne, ja så var hele landskabet badet i et blåhvidt månelys, der fik det hele til at virke lidt spøgelsesagtigt og frostklart. Skyggerne under træerne var dybsorte, men skovbunden og de små stier lyste op og kastede månens lys tilbage.

 

Det var heldigvis holdt op med at sne, og hurtigt fandt han Stellas fodspor. Selvom der blæste en lidt kold vind, så lå sneen rimelig fast og der var ingen fygning. Morten begyndte at gå i Stellas fodspor. De førte lidt væk fra stien og drejede til højre nede ved engen. Det så ud som om, de var på vej ned mod søen. Hvad pokker mon Stella ville der ned efter? Og så midt om natten?

 

Men hvad var det?! Pludselig så Morten et andet sæt fodspor, der fulgte efter Stellas. Det var spor efter fire poter, og de var store. Meget større end de små musespor, som Stella havde efterladt. Hvert poteaftryk var næsten lige så stort som en voksen mands hånd. Det var nærmest ovalt, med en stor trædepude i midten og med fem lange ”spidser”, der lignede fingre, og hver finger endte i noget, der lignede meget lange klør! Morten gøs. Var det en bjørn, der fulgte efter Stella? Men . . . der levede da ingen bjørne i den store skov. I hvert fald ikke så vidt, han vidste. Men hvad var det så?

 

Morten begyndte at blive nervøs. Og hvad er det bedste, man kan gøre, hvis man er på nippet til at blive lidt bange? At få hjælp fra en god ven. Derfor drejede han resolut af fra sporene og skyndte sig hen til Egons træ.

 

”Egon”, kaldte han lavt. ”Egon, vågn op! Jeg har brug for din hjælp”.

Der kom ingen reaktion oppe fra Egons træ.

”Eeeeegon”, kaldte han nu lidt højere. ”Eeeeegon. Kom nu. Jeg har brug for dig”.

Stadig ingen reaktion. Nu samlede Morten et par småsten op og forsøgte at kaste dem ind igennem hullet til Egons rede. Reden lå helt op ad træstammen næsten oppe i toppen af træet, og lignede lidt en fuglerede, fordi den var lavet af kviste, bark og mos. Men den var kuglerund som en lille badebold, og med et hul i siden. Først efter tre forsøg lykkedes det ham at ramme.

”Eeeeeegon”, gentog han, denne gang endnu højere end før. ”Kom nu for fanden. Jeg har brug for dig”. Det sidste udbrud blev ledsaget af endnu en sten, der måske nok var en del større end de forrige. Denne gang ramte Morten ind igennem hullet til Egons rede i første forsøg. Der lød et dæmpet *gok*, efterfulgt af et ”Av for fanden . . . . ” og et øjeblik efter tittede Egons søvndrukne hoved ud imellem grenene.

”Hvad pfokker laver du, Morten?!”, vrissede han med små, sammenknebne øjne, mens han gned sig på en begyndende bule oven på hans hoved. Hans talefejl lød endnu mere markant nu, end den plejede. Måske fordi han lige var vågnet og var lidt forvirret.

”Skynd dig at komme”, hviskede Morten. ”Jeg har brug for dig. Stella er nede ved søen, og der er et eller andet efter hende”.

Egon missede forvirret med øjnene og kravlede ned fra sit træ. Han hadede at blive vækket. Og så endda uden at blive budt på morgenmad. Eller natmad for den sags skyld.

”Et eller andet . . .”, mumlede han. ”Hvad mener du?”

”Se”, sagde Morten, og pegede på sporene henne ved stien. De skyndte sig begge derhen og nu vågnede Egon for alvor op.

”Øøøeeehhh . . . . hvad er det?”, hviskede han nervøst. ”Det . . . det . . . det ser stort ud. Og med kløer. St . . .  St . . . store kløer!”. Nu kiggede han sig nervøst omkring.

”Jeg ved det ikke”, svarede Morten lavt. ”Jeg har aldrig set sådan nogle spor før. Måske er det et . . . et MONSTER!”.

Det gav et helt lille sæt i Egon, og han var lige ved at tisse en lille tår af forskrækkelse. Et monster! Dét lød bestemt ikke godt. Og slet ikke noget for et lille egern. Åh, hvem der dog bare havde et agern eller en lille nød at gumle på nu. Det virkede altid så beroligende, syntes han.

”Men kom nu”, insisterede Morten. ”Vi må finde Stella og se at få hende reddet hjem, inden der sker noget”.

Egon syntes sådan set også, at det var en god idé at finde Stella, men hvis det samtidig betød, at de ville finde monstret, så var han ikke længere så sikker.

 

Morten hev ham resolut i armen og sammen løb de hurtigt videre i Stellas fodspor. De løb lidt ned ad stien, drejede om hjørnet og fortsatte op ad den lille bakke. Oppe fra toppen kunne de se, hvordan det kolde, klare månelys oplyste hele søen, der lå smuk og isdækket nede for foden af bakken. Og dér på bredden lidt til højre sad Stella. Men hun var ikke alene. Ved siden af hende sad Malte, og det så ud som om, de to var fordybet i en snak, der lukkede dem helt ude for omverdenen. I hvert fald havde ingen af dem set den store, lidt klodsede skikkelse, der i luntetrav var på vej ned ad bakken og hen imod dem. Det var et lidt pæreformet, bjørneagtigt væsen, der gik på alle fire. Den havde en sort maske, der gik hen over øjnene og ned langs dens lange, hvide snude. Kroppen virkede nærmest lidt grå og med en strid pels, der gik helt ned til de sorte ben med de store poter og de lange klør. Den havde en kort busket hale, og på afstand mindede den faktisk lidt om et stinkdyr. Men de frygtindgydende klør var bestemt ikke noget, man så hos et stinkdyr. Så meget vidste Morten da. Dyret gik med snuden helt nede ved jorden og var vist i gang med at snuse efter noget. Det virkede ikke som om, det endnu havde opdaget Stella og Malte nede ved søbredden.

 

”Steeeeeellaaaaaaaa!”, råbte Morten, og nu sprang både Stella og Malte op med et sæt. De fik samtidig øje på det store sort/hvide dyr, der vist blev lige så forskrækket som dem, for det gav et ordentlig hop, inden det drejede skarpt til højre og løb ind i et stort krat næsten helt nede ved søens bred.

”Morten?”, udbrød Stella forvirret, mens hun rødmede helt vildt. ”Og Egon? Hvad laver I dog her?”

”Vi . . . Vi redder dig fra monstret”, prustede Egon, der endelig nåede frem lige i hælene på Morten.

”Monstret?”, sagde Stella og så forvirret ud, mens hun skiftevis kiggede på Morten og Malte, ”Hvilket monster? Det her er jo bare Malte . . . ?” Malte kiggede genert ned i jorden og skubbede til lidt is med sin ene fod.

”Nej, nej”, vrissede Morten irriteret, mens han prøvede på ikke at kigge alt for nysgerrigt på Malte. ”Det store monster . . . det, der var på vej ned ad bakken mod jer”.

”Nåhhh”, svarede Stella og smilede lidt usikkert. ”Det havde vi slet ikke set. Det virkede nu ikke særlig monster-agtigt, sådan som det spjættede og stak af, da du råbte”.

Morten kiggede spørgende på dem begge to. ”Hvad pokker laver I hernede . . . og så på denne tid? Mor og far bliver rasende, hvis de opdager, at du har sneget dig ud”.

Stella blinkede nervøst med øjnene. ”Vi ville bare gerne lige have lidt tid for os selv . . . til at få snakket og sådan . . . og mor og far opdager det aldrig. Hvis altså du bare ikke fortæller dem noget, Morten?” Det sidste sagde hun, så det faktisk lød som et spørgsmål.

Morten sukkede og kiggede lidt fra den ene til den anden. Så trak han let på skuldrene. ”Jeg skal nok lade være med at sige noget. Men det er altså farligt sådan at gå ud om natten. Og så i den her kulde. Tænk nu, hvis monstret havde ville æde jer . . . ?!”

Stella smilede glad. Hun vidste, hun kunne regne med sin bror. Så kiggede hun sig omkring og lod blikket dvæle ved krattet til højre for stien. ”Jeg tror nu ikke, det monster er så farligt endda”, sagde hun. ”Men lad os prøve at kigge på det”.

 

Egon stirrede vantro på hende og sank en lille klump, mens de alle fire gik over mod krattet. Han huskede endnu fodsporene og de lange klør. Og den sorte maske, som havde ligget hen over dyrets øjne, og som fik den til at se helt banditagtig ud. Han havde ikke brug for at komme tættere på noget monster eller finde ud af mere. Han ville bare gerne hjem, have noget mad, og putte sig i sin varme rede. Men Stella var frygtløs. Det vidste han godt.

 

”Hejsa”, sagde Stella dæmpet, mens hun løftede nogle af de nederste grene i krattet. ”Vi gør ikke noget. Har du ikke lyst til at komme ud og hilse på os?”

 

Der lød en snøften og en raslen af grene, og Morten var lige ved at vende om og stikke af, for tænk nu, hvis Stella tog fejl, og de alle sammen blev ædt! Med en kraftanstrengelse tog han sig sammen. Det var jo trods alt ham, der var storebroren. Han burde passe på sin lillesøster. Det var ham, der burde være den modige. I stedet havde det gang på gang vist sig, at det var hende, der turde mest, og hende, der passede på dem alle sammen. Nu kom den store, lidt klodsede skikkelse langsomt ud fra busken. ”Hej med jer”, sagde den med dyb, dæmpet stemme. ”Jeg hedder Gunnar. Gunnar Grævling”.

”Hej Gunnar”, sagde Stella. ”Hvor er vi glade for at hilse på dig. Og for at du ikke er et monster”.

De andre grinede lidt usikkert, mens de hilste, og Gunnar smilede lidt genert. ”Jeg tror aldrig, jeg er blevet kaldt et monster før”, mumlede han med sin lidt langsomme, dybe stemme. ”De fleste plejer at sige, at jeg er skovens skraldemand, for jeg æder næsten alt, hvad jeg kan finde. Og jeg er god til at grave . . . ” Han skrabede lidt forlegent i jorden med de store klør, og store klumper af is og jord spredtes til alle sider.

Egon dukkede sig og greb samtidig et agern, der havde været dækket af isen, men som nu var blevet revet løs. ”Pfletskud!”, råbte han og proppede den fluks i munden. ”Du er da vist en god én at kende. Der dukker mange gode sager op i kølvandet på dig”. Egon gumlede løs, mens han tænkte højt. ”Og så minder du mig lidt om vores gode ven, Pfalle.”

De andre nikkede. Palle var jo også en lidt tilbageholdende og genert fyr, der gik og snøftede. Men han var nok ti gange mindre end Gunnar, der virkede enorm ved siden af de små mus og det lille, runde egern. Det virkede næsten som om, at han godt var klar over, at når man var så stor og stærk som ham, så var man også nødt til at være ekstra venlig og blid, for han virkede så rolig og behagelig at være sammen med. Morten indså pludselig, at det nu også gav mening, hvorfor Gunnar havde de lange klør. De blev jo brugt til at grave med.

”Hvordan kan det være, at vi aldrig er stødt på dig før”, spurgte Morten forundret. ”Vi har jo været hernede ved søen masser af gange”.

Gunnar trak lidt genert på de brede skuldre. ”Det ved jeg ikke”, svarede han stille. ”Jeg er her som regel kun om natten. Måske er det fordi, I plejer at ligge og sove på det tidspunkt?”

Morten nikkede eftertænksomt. Det gav jo god mening.

 

Gunnar gravede et par huller mere og fandt både nogle nødder og nogle skud fra nåletræer i isen, som Egon guffede med stort velbehag. ”Jeg tror . . . ”, forsøgte han at sige med munden fuld af mad, ” . . . jeg tror, vi to bliver rigtig gode venner, Gunnar. Pferlevenner!”.

Gunnar klukkede lidt og brummede ”Det kunne godt se sådan ud, lille ven. Du har i hvert fald en lige så god appetit som jeg selv”.

Morten smilede, men blev så mere alvorlig. ”Vi må hellere se at komme hjem, inden mor og far opdager, at vi har været væk”, sagde han til Stella. Det blev alle enige om, nok var en god idé, så de tog afsked med Gunnar og lovede at komme igen en anden aften.

 

På vej op ad bakken gik Stella og Malte lidt for sig selv bag de andre to og snakkede, mens de holdt hinanden i hånden. Da Morten og Egon nåede toppen og begyndte at gå nedad på den anden side, indhentede Stella dem. Malte var drejet af undervejs for at gå hjem til sig selv. De tre venner gik lidt i tavshed. Egon hostede lidt nødderester op, og tog en håndfuld sne, som han suttede i sig for at få lidt vand.

 

”Nåh”, begyndte Stella, for ligesom at sige et eller andet og bryde tavsheden. ”Det gik jo meget godt alt sammen. Og vi blev vist lige mindet om, at man ikke skal dømme andre på udseendet, hva´ Morten? Selvom man har store klør, kan man godt være ufarlig”.

Morten rødmede lidt og tænkte, at det burde han jo sådan set selv have husket på. Han var jo trods alt den ældste. Og det var jo det samme, han havde lært, dengang de mødte Frida Flagermus. Det var faktisk lidt pinligt, at han ikke var blevet klogere siden dengang, tænkte han og rødmede endnu mere. ”Og der er vist en, der har fået en kæreste!” svarede han i et forsøg på fjerne fokus fra sig selv. Her skævede han over til Stella, der også rødmede.

”Ja”, sagde Egon og spyttede flere gange efter hinanden, mens han forsøgte at tørre sin tunge med bagsiden af sine hænder. ”Og så har vi også lige lært, at man ikke skal spise den gule sne . . . ”

​

Da Morten og Stella endelig lå hjemme i deres senge igen, var de stadig i højt humør, både over deres nye ven og over den skøre, madglade Egon. Det havde været en spændende nat, både fordi de jo egentlig havde gjort noget, der var lidt forbudt og farligt, men mest af alt fordi det hele var endt så godt. Stella følte sig helt varm indeni, når hun tænkte på Malte, og Morten måtte indrømme, at han var lidt stolt over sin lillesøster. Hun var ikke længere den samme irriterende lille unge, der hele tiden rendte i hælene på ham og råbte ”Vent på mig, vent på mig”. Nu var hun på en eller anden måde mere ligesom en af de andre. Eller som ham selv. Han kendte ingen, der var modigere end hende, og hun turde godt gå sine egne veje. Han lå lidt og tænkte nattens begivenheder igennem, og så gjorde han noget, han aldrig havde gjort før.

 

”Stella?”, hviskede han ud i mørket.

Der gik et øjeblik.

”Ja?”, svarede hun dæmpet.

Han lå lidt og overvejede, hvad han skulle sige. ”Jeg vil bare lige sige . . . ”, han tøvede igen. Hvordan skulle han forklare hende alt det, han følte? Alle de tanker, han havde. Han havde ligesom ikke nok ord til det. I hvert fald ikke de rigtige ord . . .

”Ja?”, gentog hun.

”Jeg . . . . jeg ville bare lige sige, at . . . . jeg synes du er mega sej”. Han overvejede igen sine ord. Det lød dumt, syntes han, men nu var han startet, og så var der jo ingen vej tilbage. ”Du er den modigste pige, jeg kender . . . Nej – den modigste, jeg kender OVERHOVEDET. Og . . . ja, jeg er bare stolt over, at du er min søster”.

Der lød et lille snøft ovre fra Stella seng. Græd hun? ”Det . . . det er jeg virkelig glad for, at du siger”, snøftede hun. ”Tak. Det betyder virkelig meget for mig”.

Han smilede i mørket. Det gjorde ham varm af glæde inden i, at hun var blevet glad for at høre det. Hans søster. Hans seje søster. Han lukkede øjnene og tænkte på forår og sol og sommer. På gode venner og familie og kærester og . . . lige så langsomt lod han søvnen overmande sig.

”Godnat”, tænkte han – og så gled han ind i drømmeland.