Bedste venner
(Hvor vi møder Morten Skovmus og hans familie, hører lidt om livet i de store, danske skove og lærer om betydningen af venskab)
​
Dybt inde i en af de store, danske skove boede der en skovmus, der hed Morten. Han lignede de fleste andre små skovmus med en brun, lidt pjusket pels, en lang, tynd hale og store, runde ører. Men lige præcis hans ører var faktisk lidt anderledes end de flestes, og det var Morten ked af. Øverst i venstre øre var der nemlig et lille hak, og det fik Morten til at føle sig anderledes, og det er der jo ikke ret mange, der bryder sig om at være. Hans far sagde godt nok, at han ikke var anderledes, men blot noget ganske særligt – hvilket jo trods alt lød lidt bedre – og han påstod, at Mortens særlige øre gjorde, at han derfor kunne høre særligt godt. Det mente Mortens mor nu ikke, hun havde set noget til, for hun måtte ofte gentage ting flere gange, før Morten reagerede. Men det havde måske ikke så meget med selve hørelsen at gøre.
​
Morten havde også en lillesøster, Stella, som var møg irriterende. Det var i hvert fald det, Morten altid sagde, hvis nogen spurgte ham, for hun ville altid med, lige meget hvor Morten skulle hen. Evig og altid rendte hun i hælene på ham, mens hun hvinede ”Vent på mig, vent på mig”. Og det kan man jo godt forstå, kan virke lidt irriterende, ikk´?! I virkeligheden kunne Morten faktisk rigtig godt lide sin søster, men det sagde han bare aldrig til hende.
Morten og hans familie boede for foden af et stort egetræ i et lille hul i jorden. Hvis du har prøvet at gå tur i en af de store, danske skove, så har du måske set nogle små, runde huller nede ved trærødderne på de store træer. Hullerne ser ikke ud af meget udefra, men hvis du kunne gøre dig lige så lille som en skovmus og kravle indenfor, så ville du opdage, at sådan et musebo både er dejlig varmt og hyggeligt. I den ene ende var der forrådskammer, så hele familien havde noget at spise i de kolde vintermåneder, og i den anden ende opholdt familien sig. Hulen var foret med mos og strå, og det gjorde den både lun og blød. Mortens far, der var ret fingernem og fik mange gode idéer, havde sat et stykke glas ind i taget, så de nu fik lys ind i den del af hulen, hvor den lille familie spiste og sov. Glasset var i virkeligheden bunden af en gammel colaflaske, men for den lille musefamilie virkede det næsten som et vindue ud til verden.
Om dagen brugte Mortens far og mor det meste af tiden på at samle forråd. Det er nemlig vigtigt for skovmus, at have et forråd, for ellers kan det være meget svært at finde noget at spise om vinteren. Det betød så til gengæld, at Morten og Stella ofte var overladt til sig selv og deres legekammerater.
​
Mortens bedste ven var egernet Egon, der boede to træer længere nede ad skovstien. Egon var en lille, rødbrun, lidt buttet fyr, der havde en veludviklet appetit. Han elskede især nødder og nåletræsfrø, men var i det hele taget glad for stort set alt, der var spiseligt. Han havde nogle temmelig store kinder, og når han spiste – og det gjorde han næsten hele tiden - blev de ofte spilet så meget ud, at det så ud som om, han havde gemt et par bordtennisbolde i dem. Morten kunne stadig blive helt flov ved tanken om, hvordan han havde drillet Egon, før de blev venner, fordi Egon ud over de store kinder også havde et par temmelig store fortænder, som gjorde, at han talte lidt mærkelig nogen gange. Det kunne faktisk lyde næsten som tysk, fordi han ofte kom til at udtale ord med ”p” som om der kom et ”f” lige bagefter. ”Pfunktum” og ”Tipf topf” og den slags, sagde han. Selvfølgelig lød det sjovt, og det kunne være svært ikke at grine af det, men ligefrem at drille med det – det var ikke i orden, og det vidste Morten jo godt. Alligevel havde han ikke kunne lade være, og det skammede han sig faktisk stadig over.
Det hele havde nemlig ændret sig den dag, hvor Egon reddede Mortens liv. Det lyder selvfølgelig dramatisk, men hvis du ved lidt om livet i skovene, så ved du sikkert også, at det ind imellem kan være farligt, at være et lille dyr i en stor skov.
Morten havde helt fra han var lille fået at vide, at selvom skoven var et dejligt og fredeligt sted, så skulle man også passe på, for der var enkelte dyr, der faktisk levede af at spise andre dyr. I Danmark er det heldigvis ret få dyr, der er farlige, men især når man er en lille skovmus, så skal man være lidt varsom. I Mortens del af skoven var det særligt to dyr, han skulle lære at holde øje med. Det ene var den store ræv, som han kun havde set på afstand en enkelt gang. Den virkede snu og listig, men var som regel mest interesseret i de lidt større dyr. Det andet dyr var uglen Øivind. Egentlig var han det, man kalder en natugle, men Øivind virkede nu ret søvnig på alle tider af døgnet. Han havde et lidt pjusket udseende og nogle sære, lange fjer i nakken, der fik ham til nærmest at virke lidt langhåret. Hans store, runde øjne havde ofte lidt svært ved at fokusere, og hvis han kiggede direkte på en, virkede det som om, han var lidt skeløjet. Nu har du måske før hørt historier om ugler, der tit bliver skildret som nogle ret kloge fugle. Det var Øivind ikke.
Øivind var egentlig fra Sverige, men havde for flere år siden slået sig ned i skoven. Og slået sig ned skal faktisk opfattes helt bogstaveligt, for dengang han ankom, var han uheldigvis fløjet direkte med hovedet først ind i en træstamme, og siden havde han ikke været helt normal. Hver gang han fløj rundt i skoven nu, havde han en tendens til at hælde lidt for meget til venstre, og når han så forsøgte at rette op, endte det som regel galt. Derfor kunne man ind imellem høre en ret voldsom larm og basken af vinger fra grene og buske, efterfulgt af en broget blanding af bandeord på både dansk og svensk.
​
Den dag, hvor Egon reddede Mortens liv – og hvor de blev venner for altid – startede som de fleste andre. Morten og Stella var tidligt om morgenen løbet ned til engen, hvor forårssolen glitrede i duggen på de høje græsstrå. En svag vind fik de lange, grønne strå til at svaje blidt, og der duftede af fugtig jord, græs og begyndende sommer. Engen var et af deres yndlingssteder at lege, for her skinnede solen så dejligt. Morten elskede den tid på morgenen, for det bedste han vidste var, at løbe for fuld fart gennem det våde græs, og så smide sig på maven og kure hen over de våde græsstrå. Hvis du har prøvet en vandrutsjebane, så ved du lidt om, hvor meget det kan kilde i maven, og det elsker skovmus mindst lige så meget som mennesker gør. Så Morten drønede hen over græsset, Stella kom som altid halsende bagefter og råbte ”Vent på mig” og oppe på en lille gren i et træ nær ved sad Egon og kiggede på dem, mens han gumlede på en stor nød. Han havde spurgt, om de skulle lege, men Morten havde sagt, at det gad han ikke. Faktisk havde han sagt ”Rend og hopf” med ekstra tryk på ”f´et”, bare for at drille, og nu sad Egon og var ked af det, og syntes at Morten egentlig var lidt af en idiot. Det var selvfølgelig ikke så pænt at tænke sådan, men når man bliver drillet, ja så bliver man jo tit både ked af det og vred. Og så kan man godt komme til at tænke noget, der ikke er så pænt.
Pludselig blev Egon opmærksom på en stor skygge, der svævede hen over engen. Den var næsten en meter bred og cirklede langsomt hen over himlen som en stor, sort sky. Det virkede som om morgensolen helt forsvandt, og som et lyn var der noget, der dykkede ned mod engen i voldsom fart og slog kløerne ned i græsset. Morten, der jo havde travlt med at lege, opdagede ikke noget, førend Øivinds lange kløer pludselig lagde sig omkring ham og løftede ham højt op i luften. Han blev rædselsslagen og helt stiv af skræk. Sådan kan man nemlig godt få det, hvis noget forskrækker en. Han nåede lige at tænke, at nu var det ude med ham. I virkeligheden var han nok ikke meget mere end en meter oppe i luften, men når man er en lille skovmus, kan en meter jo også synes af meget.
Egon, der godt kendte lidt til Øivind, handlede hurtigt. Han spænede ud for enden af en af de lavt hængende grene til venstre for Øivind og sørgede for, at hans vægt fik grenen til at bue nedad. Og her kan du nok godt regne ud, at det faktisk var ret heldigt, at Egon var lidt buttet. For det kræver trods alt lidt vægt, at få en gren til sådan at bøje sig. I samme sekund som Øivind fløj forbi, hoppede Egon ned på grenen nedenunder, og med et lille ”svirp” røg den første gren lige op foran Øivind. Der lød et højt *klask* efterfulgt af en sky af fjer og svenske bandeord, da Øivind ramlede ind i grenen. Han tabte Morten, der dumpede ned på skovbunden med et bump, mens Øivind flaksede direkte og med hovedet først ind i stammen på træet ved siden af. Morten skyndte sig i sikkerhed bag et stort bøgetræ, mens han bag sig kunne høre et hult *gonk*og Øivind, der råbte ”jävla i helvete” og andre svenske sprogblomster. Det var nok meget godt, at han ikke forstod så meget svensk, tænkte han, mens hjertet galopperede afsted i hans bryst og Stella krammede ham ind til sig. Hun havde været lige ved at gå ud af sit gode skind af angst, da hun så den store, skeløjede ugle slå ned og gribe fat i ham. Det var virkelig godt klaret af Egon, tænkte hun, og sendte ham en taknemmelig tanke.
Men hvad tror du, Morten lærte af denne historie?
Ja, det er nok meget godt at vide, at ham, du driller i dag, kan være ham, der skal redde dig i morgen. Det indså Morten, og siden den dag, har Morten og Egon været bedste venner. Det lyder selvfølgelig stadig sjovt, når Egon siger noget med ”p”, men nu griner Morten kun, hvis han kan se, at Egon også synes, det er sjovt. For det er sådan, bedste venner gør.