Skovsvinet

(Hvor vi hører om noget af det, der kan true livet i skoven, lærer lidt om, hvor godt det er at grine, og hvor Morten Skovmus opdager, at tingene ikke altid er, hvad de ser ud til at være)

 

En aften, hvor Morten Skovmus og hans lillesøster Stella var lagt i seng, hørte Morten sine forældre snakke om nogle lidt mere alvorlige ting end de plejede. Egentlig burde han sove på det her tidspunkt, men af en eller anden grund kunne han ikke falde i søvn. Derfor hørte han sin mor fortælle om nogle af de ting, der kunne true livet i den store skov. Han kendte selvfølgelig allerede til de farlige dyr, men idet han halvvejs døsede hen, hørte han om noget, han ikke havde hørt før.

​

”Skovsvinet er måske nok det, der kan ødelægge allermest”, sagde hans mor.

”Ja”, brummede hans far, mens han lagde sig bedre tilrette i den bløde rede af mos, han havde fået samlet sammen op ad den ene væg, ”lad os håbe, vi ikke ser noget til det her i vores ende af skoven”. ”Skovsvinet?”, tænkte Morten. Det havde han aldrig hørt om eller set. Hvad mon det var for et dyr? Det lød farligt! Men også lidt spændende. Og som du sikkert ved, så er de ting, der virker allermest spændende også tit lidt farlige. I hvert fald for en lille skovmus. Det måtte de undersøge nærmere i morgen, tænkte Morten, lige inden søvnen overmandede ham.

​

Den næste morgen spænede han over til Egon – med Stella i hælene – lige så snart morgenmaden var overstået.

”Egon, Egon”, råbte han. ”Kom ned – vi skal ud og fange skovsvin!”

Egon kiggede ned fra sit træ med søvnige øjne og små nåletræsfrø strittende ud af mundvigen og mumlede ”Hvad er et skovsvin?”

”Det er det farligste dyr i hele skoven”, råbte Morten, og så kan det nok være, at Egon kom ud af starthullerne. For selvom han var søvnig – og stadig lidt sulten – så var han også opsat på at komme med på eventyr. Især fordi det altid var godt, at være mere end én, hvis nu der rent faktisk skete noget farligt. Egon vidste nemlig, at alting var bedre, når man ikke var alene. Det var i hvert fald sjovere.

 

De tre venner fulgte skovstien ned til broen ved det lille vandløb. Det var endnu så tidligt på morgenen, at solen ikke for alvor varmede, selvom den var stået op. Morten og Egon gik forrest ved siden af hinanden, mens Stella hoppede rundt imellem blomsterne i skovbunden lidt bag dem. Af og til kom hun lidt bagud, og så råbte hun sit karakteristiske ”Vent på mig, vent på mig”. Så måtte Morten og Egon lige stoppe op, så de var sikre på, at hun kunne følge med.

”Hvordan ser det ud, sådan et skovsvin?”, spurgte Egon, men han gumlede på resterne af et stort agern, som han havde taget med som en lille ekstra gang morgenmad. Han gjorde sig umage med ikke at lyde alt for nervøs, selvom han faktisk var en lille smule bange.

”Øøeehhhmm . . . ja, altså . . . . . hvordan det helt præcist lige ser ud . . . . ja, altså . . . . det ved jeg ikke rigtigt”, indrømmede Morten. ”Men det er farligt!” tilføjede han bestemt. ”Det siger min mor selv.”

 

Her husker du måske, at Mortens mor faktisk ikke havde sagt noget om, at det var farligt, men blot at det var det, der kunne ødelægge allermest. Men det havde Morten glemt i farten. Han huskede bare, at det havde lydt spændende og derfor tænkte han, at det nok også var farligt.

 

Egon skævede til ham, mens han tog endnu en bid, og nu begyndte hans fantasi at arbejde. Han forestillede sig de vildeste og farligste ting, han kunne komme i tanker om. Morten gjorde formentlig det samme, for han begyndte nu at fortælle om, hvordan skovsvinet sandsynligvis så ud.

”Store tænder, du . . . . kæmpe store hugtænder . . . og kløer” sagde han ivrigt. ”Det har garanteret både skarpe tænder og lange kløer”.

Egon sank nervøst de sidste agernrester og begyndte at gå lidt langsommere. Han var ikke længere helt så sikker på, at det her var en særlig god idé. Men han ville ikke sige noget til Morten, for tænk, hvis han så troede, at Egon var bange. Stella, der havde overhørt deres samtale, rykkede lidt tættere på dem, for pludselig syntes hun ikke, det var helt så sjovt at være for langt bag dem.

”Er du sikker på, vi godt må det her, Morten”, spurgte hun med en lidt tvivlende stemme. ”Hvad tror du mor vil sige til det?”

”Det behøver hun ikke vide”, svarede Morten med fast stemme, selvom han inderst inde godt var klar over, at deres mor nok ikke ville synes om det her eventyr. ”Men du kan jo bare gå hjem, hvis du ikke tør gå med”.

Stella rystede på hovedet. ”En eller anden skal jo passe på dig”, svarede hun bestemt og kiggede over på Egon. Selvom hun var lillesøster, så var hun faktisk ret modig, og det vidste Morten godt. Han havde bare aldrig sagt det til hende. Han vidste egentlig ikke hvorfor. Det burde han måske nok have sagt, for selvom man er modig, så kan man jo godt have brug for at høre, at andre godt kan lide én og synes, at man er ret sej. Især når det handler om ens bror.

 

De drejede til højre ved broen og fulgte det lille vandløb østpå. Efter et par hundrede meter udvidede vandløbet sig og blev til en stor sø. I den ene ende var bredden dækket at store siv og dunhammere, der strakte sig et stykke ud i vandet, og ved den modsatte bred gik græsset helt ned til søens kant. Hvis du har set sådan en skovsø, så ved du sikkert, at den ser både smuk og meget fredelig ud. Det er næsten som om selve skoven ånder idyllisk her, og alle dyrene kan finde ro og harmoni. Solens stråler spejler sig i vandet og der er en duft af nåletræer, varme og græs.

 

”Kom”, sagde Morten ivrigt. ”Lad os finde svanerne og spørge dem, om de ved, hvor vi kan finde skovsvinet”.

 

De satte alle tre i løb hen mod søens bredeste sted. Lidt ude i vandet drev to majestætiske svaner langsomt rundt i det klare vand. Engang imellem bøjede de på skift deres lange halse og lod hovederne forsvinde ned i vandet efter mad. Efter lidt tid kom de op igen, og så sejlede de langsomt videre. De så meget fornemme ud.

 

”Hr. Svane . . . . undskyld . . . . Hr. Svane”, råbte Morten forpustet, da de tre venner nåede ned til søens bred. Den ene svane kiggede på ham ud af øjenkrogen, men lod som om, han ikke havde hørt ham.

”Hr. Svane”, gentog Morten, ”må jeg ikke lige spørge dig om noget?”

Hr. Svane sukkede højlydt og kiggede over på Fru Svane. ”Aldrig har man da fred”, sagde han fornærmet til hende. ”Der er evig og altid nogen, der skal larme og råbe. Hvorfor kan de dog ikke bare være stille?!”

”Ja”, svarede hun vredt og nikkede. ”Det er ingen grænser for hvem, der maser sig på her nede ved vores sø. Tænk, hvad man efterhånden skal finde sig i.” Alligevel sejlede de begge hen mod søens bred, hvor Morten og de andre stod og ventede.

”Hvad er det så, du vil spørge om, lille skovmus”, spurgte Hr. Svane mens han hånligt kiggede ned på Morten.

”Joeh, øeehh . . . altså . . . ”begyndte Morten. Han var lidt bange for de to store, fornemme svaner, der jo tydeligt viste, at de næsten ikke gad snakke med sådan en som ham. ”Ved du, hvor vi kan finde skovsvinet?”

”Skovsvinet?”, fnøs Hr. Svane og kiggede lidt nervøst over på fru Svane. ”Ja selvfølgelig ved jeg da det. Men hvad skal sådan en lille fugleklat som dig dog med den oplysning?”

”Vi skal fange det . . . og jage det ud af skoven”, svarede Morten ivrigt. ”Men vi ved ikke rigtig, hvor vi kan finde det”.

Hr. Svane knejsede med nakken og forsøgte at se endnu mere hånlig ud. ”Finde det”, snøftede han mens han kiggede ned langs sit store næb og så meget fornem ud. ”Enhver ved da, hvor det kan findes”. I virkeligheden anede Hr. Svane ikke en pind om skovsvinet.

 

Faktisk havde han aldrig hørt om det, for der var stort set ingen af skovens dyr, der nogensinde fortalte de to svaner noget som helst. For som du sikkert kan regne ud, så er der ingen, der gider have noget at gøre med nogen, der behandler andre så dårligt og som ikke engang kan finde ud af at tale pænt. Og Hr. og Fru Svane snakkede hånligt og uforskammet til stort set alle. Hr. Svane kunne dog ikke drømme om at indrømme, at der var noget, han ikke vidste, så i stedet fandt han bare på et svar. ”I kan sikkert finde Skovsvinet nede i den anden ende af søen . . . nede ved dunhammerne og de der irriterende ænder”, sagde han, mens han langsomt begyndte at sejle ud mod midten af søen sammen med sin kone. De knejsede med nakkerne og viste med al tydelighed, at NU gad de altså ikke snakke med de tre venner mere.

 

”Øv”, sagde Stella halvhøjt. ”Hvor er de altså bare sure og ikke særlig venlige”. Hun lød skuffet, trist og lidt vred, for det var tydeligt for hende, at Hr. Svane ikke vidste ret meget om Skovsvinet.

”Fise-Fornemme F-f-f-fjolser” mumlede Egon, mens han pillede skallen af endnu et agern. Han kom både til at stamme og spytte lidt over de mange ord, der startede med ”f”. Både Morten og Egon selv kom til at grine. Det lød sjovt, og samtidig fik de det bedre i maven af at grine.

”Fladpander”, sagde Morten, med ekstra tryk på ”f´et”. Nu grinede Stella også så højt, at hun fik tårer i øjnene.

”Fæhoveder” lo hun, og nu måtte Egon holde sig på sin buttede mave af grin. Hans øjne var kun to små sprækker og hans store, flotte fortænder hoppede op og ned, mens latteren bølgede gennem hans lille, runde krop. Egentlig er det jo ikke så pænt at tale sådan om andre, men de to svaner havde heller ikke opført sig særlig venligt over for de tre venner, og samtidig hjalp det lidt på nervøsiteten og den der bange-følelse, de havde mærket lidt til tidligere. Det er jo altid dejligt at grine, og det med at finde på ord, der starter med samme bogstav – eller samme lyd - kan være ret sjovt. Og på den måde føltes det heller ikke helt som om, det var svanerne, de grinede af, men mere de ord, de fandt på.

 

”Lad os løbe ned til ænderne”, smilede Morten, da de havde fået vejret igen. ”Måske ved de noget mere”.

 

I samlet flok begyndte de tre venner at løbe ned mod den modsatte ende af søen. Nu, hvor de faktisk var ret langt hjemmefra, så huskede de hele tiden at passe på og se sig for, så de ikke pludselig blev overrasket af ræven eller Øivind Ugle. En enkelt gang syntes Morten svagt, at han kunne høre en stemme højt oppe fra, der sang noget i retning af ”Du gamla, Du fria” efterfulgt af nogle endnu mere underlige lyde og et skingert ”Helan går . . .”, men Øivind selv så de intet til.

 

Da de nåede den modsatte ende af søen, gemte de sig inde blandt sivene og dunhammerne, mens de ventede på, at nogen fra andefamilien skulle komme forbi. Efter lidt tid dukkede den gamle andefar, med det mørkegrønne og sorte hoved op. Lige i hælene på ham kom andemor og to ællinger. De rappede og skræppede i ét væk, så man næsten ikke kunne høre, hvad man selv tænkte.

 

”Undskyld, Hr. And”, begyndte Morten, men hans stemme druknede i larmen fra andefamilien. ”Øeehh . . . Hr. And . . . Hr. And . . . HALLOOOOOO” råbte han til sidst, men de kunne slet ikke høre ham. De blev bare ved med at rappe og skræppe og pludre og plaske så højt, at det var helt håbløst at trænge igennem til dem. Stella forsøgte endda at hoppe op og ned inde på bredden, men andefar drejede bare væk og svømmede med et træt blik udad mod midten af søen. Det var tydeligt, at de ikke ville få noget som helst ud af at snakke med dem.

 

”Hvor kan vi finde Skovsvinet”, råbte Stella, mens hun pilede frem og tilbage langs søbredden. Hun havde ikke helt opgivet håbet endnu, men Morten var ved at miste modet og Egon havde bare sat sig ned og tyggede nu på kernerne i en grankogle, han havde fundet på vejen. Han havde faktisk en ret god appetit, tænkte Morten, mens han sad og kiggede på Egons runde kinder, der arbejdede støt og roligt.

 

Det eneste svar Stella fik var en lang vrøvleremse, som andefar, andemor og de to ællinger højlydt pludrede og rappede, mens de padlede væk. Det lød næsten som om de sang

​

                                                   ”Skovsvin og din og min

                                                      Rap-rap og tågesnak

                                                    Andemad og brusebad

                                                         Pif-paf og gul giraf

                                                   Rend og hop og sø og sop”

​

”Øv”, mumlede Egon og kiggede trist efter andefamilien. ”Det gav jo overhovedet ingen mening at tale med dem. Hvad gør vi nu?”

”Det nytter ikke at give op. Der må da være nogen, der kan hjælpe os”. Stella prøvede at lyde opmuntrende og med større håb, end hun egentlig følte.

Morten så også lidt opgivende ud. For første gang var han i tvivl om, hvad de nu skulle gøre. Så fik han en idé. ”Vi løber hjem til min mor”, sagde han. Det var jo hende, der havde fortalt om Skovsvinet, så HUN måtte da vide noget om, hvor man kunne finde det.

”Tror du mor vil lade os gå på jagt efter skovsvinet?”, spurgte Stella tvivlende. ”Det vil hun da aldrig gå med til”.

”Hun behøver jo ikke vide, at vi vil jage det”, sagde Morten snedigt. ”Vi lader bare som om, vi gerne vil høre lidt om det – og så får vi hende til at fortælle”.

 

Egon så beundrende på Morten. Det var ret godt fundet på, syntes han. Det var nok derfor, at Morten altid var den, der førte an, når de skulle noget. Han fik altid de gode ideer. Egon fik som regel bare en følelse af sult. Sammen begyndte de alle tre turen tilbage mod Skovmuseboet.

​

De havde ikke gået ret længe, før de pludselig hørte en lyd, der fik dem alle tre til at stivne. Det lød som en puslen eller en raslen, og ingen af dem kunne helt finde ud af, hvor det kom fra. Så blev der stille igen.

 

”Hv-hv-hvad var det”, stammede Egon nervøst. Han følte sig overhovedet ikke modig mere.

”D-d-det ved jeg ikke”, svarede Morten med en temmelig lille stemme. Han var heller ikke helt stolt ved situationen.

 

Pludselig raslede det igen, og denne gang var det ret tydeligt, at det kom fra et sted inde under en busk næsten lige foran dem. De spænede alle tre hen til det nærmeste træ og stod med ryggen presset op mod træstammen, stive af skræk. Egons fortænder dirrede svagt, Mortens hjerte hamrede i brystet på ham og selv Stella virkede nervøs. Hun stod presset ind imod ham med øjnene på vid gab. Mon det var noget farligt?

 

”M-m-m-måske er d-d-det S-S-S-Skovsvinet”, hviskede Egon og lukkede øjnene. Af en eller anden grund tænkte han, at hvis han ikke kunne se Skovsvinet, så kunne det nok heller ikke se ham. Det var jo ikke ligefrem smart, men når man er bange, tænker man ikke altid helt klart. Det puslede igen og nu så de, hvordan de nederste grene og blade på busken bevægede sig. Det var tydeligt, at der var et eller andet dyr derinde.

 

”Åh nej”, peb Morten, ”Måske æder det os!” Han havde så travlt med at være bange, at han slet ikke havde opdaget, at Stella var væk. Men nu så han, at hun havde sneget sig hen mod det sted, hvor lyden kom fra, og nu langsomt nærmede sig busken fra den ene side af. Orv, hvor var hun modig, tænkte han og kunne ikke undgå at føle sig lidt stolt. Men samtidig var han skræmt ved tanken om, hvad det vilde og farlige Skovsvin mon kunne gøre ved hans lillesøster.

 

Stella løftede forsigtigt den ene af grenene på busken og en lille, sort næse, der mest af alt mindede om en tryne, dukkede frem fra skyggerne og snøftede højlydt. Det gav et sæt i både Egon og Morten. Egentlig var et snøft jo ikke en farlig eller voldsom lyd, men de var begge så nervøse, at den pludselige lyd forskrækkede dem. Nu dukkede lidt mere af dyret frem fra busken. Det var et aflangt, lidt buttet dyr, der mest af alt mindede om en gulvskrubbe eller enden af en kost, man havde vendt om, så alle hårene stod lige op i vejret. Det var brunt, og havde små, pelsklædte ben. Det smilede venligt, men lidt sørgmodigt, mens det missede med sine små, mørke øjne mod dem, og snøftede så igen.

 

”Stå stille, Skovsvin”, hvinede Stella og bakkede en lille smule.

”Ja, S-s-stopf”, stammede Egon, og prøvede at virke mere modig, end han egentlig var.

 

”Skovsvin?”, mumlede det lille, brune dyr med en tynd, langsom og lidt sørgmodig stemme. ”Det er jeg da vist aldrig blevet kaldt før. Min mor plejer at nøjes med at kalde mig et pindsvin. Men måske har hun taget fejl”.

 

Stella kiggede nysgerrigt på det lille brune dyr, der altså var et pindsvin. Han virkede ganske fredelig og faktisk også lidt trist. ”Hvad hedder du?”, spurgte hun venligt. Hun var godt klar over, at det her næppe var det farlige skovsvin, de havde hørt om. Ham her virkede alt for rolig og afslappet til at kunne være noget farligt. 

”Palle”, svarede det lille pindsvin langsomt med sin spinkle, lidt triste stemme. ”Hyggeligt at møde jer – hvem I så end er”. De fik nu alle tre travlt med at præsentere sig for Palle. For det er vigtigt, at man er høflig og hilser ordentligt, når man møder nogen for første gang. Ellers tror de måske, at man ikke er rar – og det er jo ikke så godt.

 

Egon var lidt ekstra udfordret, for hver gang han skulle sige deres nye vens navn, ja så røg der jo et ”f” med ind. ”Pfalle Pfindsvin”, sukkede han mismodigt. ”Selvfølgelig skulle han hedde Pfalle”. De tre andre smilede og klappede ham opmuntrende på skuldrene. Det gjorde ikke noget, at han ikke helt kunne udtale deres nye vens navn, uden at det lød lidt sjovt. Når bare Egon også selv kunne grine af det, så gik det nok. Og Palle var meget høflig, og sagde, at Egon sådan set måtte kalde ham lige, hvad han ville, bare han kaldte højt, for når man sådan gik og snøftede, så kunne det ind imellem godt være lidt svært at høre, når der blev kaldt på én.

 

Nu begyndte de 4 nye venner at lege sammen, og du kan lige tro, at de havde det skægt. De glemte faktisk alt om skovsvinet for en stund, og Morten indså, at det, som han havde troet var et farligt dyr, i virkeligheden havde vist sig at være en rigtig hyggelig og sjov fyr, som man kunne lege med og endda blive venner med. Ting er nemlig ikke altid, som de ser ud til at være. Nogen gange kan man blive glædeligt overrasket. For lidt siden havde de været skrækslagne og bange for at møde et hæsligt og farligt Skovsvin, og nu drønede de rundt imellem blade og kviste med deres nye ven. Det raslede og puslede, når de pløjede sig igennem de mange nedfaldne ting på skovbunden, og de legede gemmeleg og fangeleg og glemte fuldkommen både tid og sted.

 

Faktisk var de så optagede af at lege med deres nye ven, at Øivind, der et stykke tid havde iagttaget dem, mens han cirklede rundt højt oppe på himlen, nu endelig så sit snit til at forsøge at fange en af dem. I en elegant, glidende bevægelse drønede han ned mod jorden for at slå kløerne i Stella, som han længe have haft lyst til at æde. Men bedst som han skulle til at fange hende, løb Palle hen foran hende og skubbede hende nænsomt ind under de lavt hængende grene på busken ved siden af. I samme bevægelse rullede han sig sammen til en lille bold. Nu ved jeg ikke, om du nogensinde har set et pindsvin ude i skoven, men lige så nuttet og sødt, det ser ud, når det løber og leger eller snuser i skovbunden, lige så hårdt og utilnærmeligt er det, når det ruller sig sammen for at beskytte sig. For på ryggen af et pindsvin sidder der en hel masse spidse pigge.

 

Det lærte Øivind nu, for han satte begge sine fødder direkte ned i Palles pigge. Med et hyl forsøgte han at lette igen, men han var ude af balance og de store vinger baskede i panik, mens han skreg ”Fyfan!” og ”Jävlar i helvete!” og en hel masse andre svenske bandeord, som de fire venner heldigvis ikke forstod. I en ujævn bue forsøgte han at flyve opad, men ramte en gren med spidsen af sin vinge og bankede knolden direkte ind i et træ. ”Förbaskat” vrælede han, mens han rullede med øjnene og med et højt bump dumpede ned i en busk lidt derfra.

 

De 4 venner spænede væk og stoppede først op, da de var sikre på, at de nu var i sikkerhed. De stod lidt i tavshed og så på hinanden, på én gang lettede og lidt forskrækkede.  ”Fyfan!” sagde Morten så, og så begyndte de alle sammen at grine. De var så lettede over, at alle var sluppet godt fra mødet med Øivind, og samtidig var de imponerede over både Stella – der havde turdet gå hen til busken, som de troede indeholdt Skovsvinet – og Palle – der havde reddet Stella og givet Øivind en lærestreg.

 

”Fyfan!”, smilede Egon, og alle grinede igen. Det gjorde godt at grine. Det fik forskrækkelsen og frygten til at forsvinde og gav dem modet tilbage. I lang tid efter gik de på skift og råbte ”Fyfan!” og hver gang kom de til at grine. Det var nu også et sjovt udtryk.

​

Da Morten og Stella kom hjem til aftenmaden, fortalte de deres forældre om deres eventyr og deres nye ven, Palle Pindsvin. Og selvom deres mor blev forfærdet over at høre, at Stella nær var endt som uglemad, så blev hun også rigtig glad over at høre, at de havde holdt sammen og havde fået en ny ven.

 

”Men fortæl os lige, mor, hvor kan vi finde det der Skovsvin?” spurgte Morten, da aftensmaden var blevet spist og der var blevet ryddet pænt op i det lille musebo. ”Og hvordan ser det egentlig ud?”

 

”Jamen skovsvinet er da mennesket”, svarede deres mor, lidt overrasket over, at hendes unger ikke for længst havde forstået dét. ”Mennesket smider affald alle mulige steder i skoven og til sidst bliver vi nærmest kvalt i al deres plastic og skrald”.

Morten rystede på hovedet. ”Hvorfor gør de dog det?”, spurgte han, for når man er en lille mus, der bor i skoven, så er tanken om at svine den til helt uforståelig. Man sviner jo ikke der, hvor man selv bor, vel?!

”Hmmm . . . .”, brummede hans far eftertænksomt, mens han kiggede over på Mortens mor. ”Jeg tror nu mest, at det er fordi, de er tankeløse. De tænker sig simpelthen ikke om”.

”Eller også er de enten forkælede eller ligeglade”, tilføjede Mortens mor lidt spidst og bestemt. ”De er i hvert fald slemme til at smide deres skrald her ude og så skal vi andre leve i det”.

Mortens far nikkede eftertænksomt. ”Men heldigvis er menneskebørnene jo lidt klogere”, sagde han og smilede. ”Ofte kommer der nemlig børn her i skoven, og de er flinke til at samle skrald og rydde op efter andre.”

 

Morten og Stella lyttede med store øjne. De kunne godt lide det, de hørte om børnene. ”Men så må børnene jo fortælle deres forældre, at man ikke må svine i skoven”, sagde Morten så efter en lille tænkepause.  ”De må lære deres mor og far og alle de andre voksne, hvordan livet er i skoven”.

”Ja”, smilede deres mor og puttede dem i den varme muserede. ”Det ville være dejligt. Men nu skal I to sove, for I har vist oplevet rigeligt i dag. Sov nu godt – og drøm dejlige drømme”. Så kyssede hun dem begge på deres spidse næser, klappede dem blidt på hovederne og sagde godnat. Det sidste Morten nåede at tænke på, inden han faldt i søvn, var, hvor modig hans lillesøster havde været. Hun var nu ret sej. Måske skulle han huske at fortælle hende det i morgen? Med et lille smil gled han ind i drømmeland.

 

Og hvad kan vi andre så lære af den historie? Jo, hvis du en dag går en tur i skoven sammen med din mor og far eller andre voksne, så husk på Mortens ord – og hjælp de voksne med at huske, at der altså bor mange i skoven. Og det er jo ikke rart at bo i en masse skrald. Derfor skal man altid tage sine egne ting med sig hjem igen, og hvis man opdager noget skrald, som andre har glemt, så kan man jo lige så godt tage det med også.