Den flinke svensker

(Hvor vi hører om Mortens møde med en flink svensker, og hvor han lærer, at det er ok at være anderledes – og at man ikke bør have en mening om nogen, førend man har lært dem at kende.)

 

Langt de fleste dyr i de store, danske skove bryder sig ikke om at blive våde. Derfor vil man ofte opleve, at de søger ly, når det regner. Morten Skovmus plejede at gemme sig nede i det hyggelige, tørre og varme musebo sammen med sin familie, når vejret viste sig fra den mest våde side. Men der var dog enkelte undtagelser. Du har før hørt om, hvordan han elskede at kure på maven hen over det dugvåde græs om morgenen, og der var faktisk også en anden våd ting, han godt kunne lide. Nemlig den stille, varme sommerregn, som man nogen gange kan være heldig at opleve på en lys sommeraften. Måske har du selv prøvet at være udendørs, når det efter en varm dag lige så stille begynder at støvregne om aftenen. Luften er stadig varm og regndråberne dufter friskt af sommer, jord og græs. Og selvom man bliver lidt våd, så bliver man ikke kold. Det kan faktisk føles helt befriende og forfriskende at være ude i sådan et stille regnvejr.

 

Netop sådan en lun sommeraften begyndte det at småregne, mens Egon og Morten løb rundt og legede efter aftensmaden. Ja egentlig var det ikke helt efter aftensmaden, for Egon løb stadig og gumlede på nogle nødder, han havde fundet oppe i et træ. Men det gjorde han jo stort set hele tiden, så det var svært at vide med ham, hvornår det ene måltid sluttede og det næste begyndte. Tusmørket var så småt begyndt at sænke sig, da de første dråber ramte græsset, som de løb på. De havde været i gang længe, så de var begge temmelig forpustede, og de bløde, små, varme dråber virkede forfriskende og kvikkede dem begge op. Faktisk blev de så begejstrede, at de begyndte at danse rundt imellem dråberne. De lo og svingede med hofterne – Egon svingede også lidt med sin runde mave, men det skete vist helt automatisk – og dansede hen over græsset og ind og ud mellem træerne, der stod på engen. Tusmørket gjorde, at træernes grene lidt efter lidt begyndte at ligne sorte, tynde arme, der hang ned mod jorden.

 

Efterhånden som regnen begyndte at blive lidt kraftigere, syntes de to venner, at det trods alt blev lidt for vådt, og derfor løb de ind under en af de lavt hængende grene for at finde lidt ly for regnen. Der var næsten mørkt derinde, men grenenes blade dannede nærmest et lille halvtag, der gjorde, at regnen ikke kunne nå dem. De grinede forpustet og rystede sig for at få vandet ud af pelsen. Pludselig stivnede de begge to, da en stemme oppefra udbrød ”För fan! Akta dej!!” I det samme dumpede en lille, sort skikkelse ned med hovedet først og landede ved siden af dem. ”Ai!”, udbrød den med en spinkel stemme og to store, mørke øjne kiggede på dem, mens den langsomt vendte sig om og kom på benene.   

 

De to venner forsøgte at komme sig over forskrækkelsen, mens de kiggede overrasket på den lille, mørke skikkelse foran dem. Deres første tanke var, at det var Øivind Ugle, der var dumpet ned for at æde dem, for de svenske udtryk lød jo fuldkommen som dem, han plejede at bruge. Men ved nærmere eftersyn kunne de godt se, at dette dyr var meget mindre end ham. Det havde et rundt hoved, med en lidt spids næse og nogle ret store, næsten trekantede ører. Kroppen var aflang og på størrelse med Mortens, og det havde også fire ben, ligesom ham. Men mellem for- og bagbenene på hver side var der vinger!

 

”Hv-hvem er du”, hviskede Morten spagt. Han var stadig lidt forskrækket, men ikke rigtig bange mere, for det var jo tydeligvis ikke Øivind, det her.

”Jeg hedder Frida”, svarede den lille skikkelse på et ganske pænt dansk. ”Frida Flagermus”. Mens hun talte missede hun lidt med de store øjne og drejede hovedet svagt fra side til side, som om hun lyttede koncentreret.

”Hvor . . . hvorfor s-s-s-snakkede d-d-d-du svensk før”, stammede Egon. Han var stadig skræmt. Ja faktisk var han blevet så forskrækket, at han var kommet til at sluge hele den nød, han havde haft gemt inde i den ene af sine runde kinder, så nu havde han lidt ondt i maven. Og samtidig var han ærgerlig over, at han nu ikke længere havde noget godt at gumle på. Det beroligede ham nemlig altid.

”Jeg er fra Sverige”, svarede Frida, ”men jeg har boet her i skoven i snart to år, så jeg kan godt tale dansk. Undtagen når jeg bliver forskrækket eller vred. Så kommer jeg til at sige ting på svensk. Egentlig kom jeg hertil ved en fejl. Min stedsans er nemlig ikke så god, så jeg fór vild en nat, hvor jeg var ude og flyve. Men nu har jeg vænnet mig til at bo her”. Hun sukkede lidt og virrede igen med hovedet, mens hun kneb øjnene sammen. ”Vi flagermus ser ikke så godt, så vi bruger ørerne til at finde rundt”.

”Ørerne?”, sagde Morten, der nu havde sundet sig lidt, og følte at han burde blande sig i samtalen. Det var jo trods alt ham, der plejede at føre an, når de oplevede noget nyt. ”Det lyder godt nok mærkeligt”. Uden at tænke nærmere over det, trak han lidt i sit eget øre med det karakteristiske hak.

”Ja, men sådan er det”, svarede Frida. ”Vi ser med ørerne”.

”Vi . . . vi kan altså ikke lide svenskere”, mumlede Egon nervøst. ”De vil æde os. Øivind vil i hvert fald”.

Frida kiggede alvorligt på de to venner. ”Der er altså ikke noget galt i at være svensker”, sagde hun så. ”Det er jo ikke alle svenskere, der vil æde jer”.

”Det ved man aldrig”, svarede Morten afvisende og prøvede at se snedig ud. Han var ikke helt tryg ved hende her Frida Flagermus. Hun var jo svensk. Og pige! Det var da mistænkeligt.

”Vi må hellere se at komme hjem, Morten”, hviskede Egon og hev ham i armen. Han var heller ikke vild med tanken om Flagermusen Frida og hendes svenske baggrund. Han kunne ikke helt lade være med at tænke på Øivind og hans ”Fy Fan!”. Måske kunne Frida også finde på at sige sådan og flyve efter dem.

”Ja, vi må hellere smutte”, sagde Morten og vendte sig væk fra Frida.

”Måske ses vi i morgen?” lød det håbefuldt fra Frida. ”Jeg har ikke rigtig nogen danske venner, så det ville være dejligt, hvis I kiggede forbi igen en anden dag”.

”Det skal du nok ikke regne med”, svarede Morten køligt. ”Vi omgås nemlig ikke svenskere!”

”- Eller pfiger”, tilføjede Egon ivrigt, men uden helt at tænke sig om. De to venner skyndte sig ud på engen og væk fra træet.

 

Frida sad tilbage med tårer i øjnene. Hvor var de bare dumme de to, tænkte hun. Hun kunne da ikke gøre for, hvor hun kom fra. Eller at hun var pige. Og der var da for øvrigt ikke noget galt med nogen af delene. Hun kunne høre deres fodtrin, mens de løb afsted væk fra hende. Hun følte sig ensom og var ked af det. Hvis du nogensinde har oplevet, at der var nogen, der ikke ville lege med dig, så kan du nok godt sætte dig ind i, hvordan hun havde det. Det er bestemt ikke en rar følelse. Og selvom man godt ved, at det er de andre, der tager fejl, ja så hjælper det jo ikke ret meget, hvis man er den eneste, der ved det.

​

Heldigvis er der jo en anden pige i denne historie, og det er Mortens søster, Stella. Hun fik hele historien fortalt, da Egon og Morten vendte hjem, og hun blev virkelig gal på dem.

 

”Hvad bilder I to møgunger jer ind”, råbte hun og trak Morten i hans hakkede øre og Egon i den ene, runde kind. Hun havde et øjeblik helt glemt, at hun jo faktisk var den yngste af de tre. ”Sådan kan man da ikke være bekendt at behandle andre. Det er da fuldkommen lige meget, hvor man kommer fra og om man er en dreng eller pige – bare man er sød og rar”.  Hun havde talt sig varm nu, og stemmen blev højere og højere i takt med, at hun skældte de to venner ud. ”Tænk lige hvis det var jer, som andre ikke ville lege med”. Her prikkede hun Egon på hans runde mave og hev endnu engang Morten i hans hakkede øre. Begge drenge peb lidt og fik røde kinder. De skammede sig og var flove. Både fordi de inderst inde godt vidste, at hun havde ret, men også fordi det faktisk var lidt pinligt sådan at blive skældt ud af en lillesøster.

 

”Vi går fluks ned til hende Frida, så I kan sige undskyld. NU!” råbte hun, greb begge drenge i ørerne og trak afsted med dem.

 

Hvis du havde været til stede denne aften i skoven, ville du havde set et syn, der faktisk så ret sjovt ud, selvom årsagen selvfølgelig var alvorlig nok. En lille, spinkel pige-skovmus, der trippede hurtigt afsted på bagbenene, mens hun hev en lidt større skovmus og et buttet egern afsted i ørerne. Begge drenge småløb med hovedet lidt på skrå, mens de peb og sagde ”av, av, vi skal nok” og ”undskyld, undskyld, vi skal aldrig gøre det mere”. Selvom vi to sikkert ville have moret os lidt over det, så var der bestemt ingen af de to drenge, der syntes, det var sjovt.

 

Da de nåede hen til træet kaldte Stella dæmpet på Frida. Der gik et øjeblik, så svævede Frida elegant ned fra en af grenene over dem. ”God kväll”, sagde hun på blødt svensk. ”Hvem är du?”

”Godaften. Jeg hedder Stella, og tumpen der, er min bror, Morten”, svarede Stella og pegede over på den meget flove Morten, der stod og klemte sig op ad den mindst lige så flove Egon. ”De to har noget, de gerne vil sige til dig”.

”Undskyld”, mumlede Morten og Egon i kor. De stod tæt sammen og trådte nervøst hinanden over tæerne i forlegenhed. ”Du må altså undskylde alt det, vi sagde om svenskere. Og piger”.

 

Frida trak lidt på skuldrene og lagde hovedet på skrå. ”Det går nok”, svarede hun. ”Det var mere det med, at I ikke ville være sammen med mig, der gjorde mig ked af det. Jeg har nemlig ikke så mange venner.”

Stella rakte roligt en åben hånd frem imod hende. ”Hvis du vil være venner med mig, så vil jeg gerne være sammen med dig”, sagde hun og smilede.

Frida fik blanke øjne af glæde og greb Stellas hånd. ”Vil du virkelig?”, sagde hun. ”Det vil jeg være rigtig, rigtig glad for. Det er nemlig ikke særlig nemt at lære dansk, hvis man ikke har nogle danske venner til at hjælpe en med det”.

”Du snakker da godt dansk”, sagde Stella med overbevisning og nu fik både Egon og Morten travlt med at forsikre Frida om, at hendes sprog da var ganske udmærket. De indså nemlig nu, at når Stella ville være venner med hende, ja så ville de også. Det er jo trods alt sjovest, hvis alle kan være sammen og have det sjovt og rart med hinanden. De var netop ved at fortælle hende om Palle Pindsvin, som de helt bestemt syntes, at hun også skulle møde, da hun pludselig afbrød dem og sagde ”Hurtigt. Kom med her ind under grenene. Kom. Helt hen til stammen”.  De fulgte alle tre hendes opfordring og stillede sig tæt op ad træstammen inde under bladenes halvtag.

”Hv-hv-hvad er der?”, hviskede Egon skræmt. Han syntes efterhånden, at det havde været en lige lovlig begivenhedsrig aften. Nu var han træt, nervøs – og lidt bange. Og sulten.

”Uglen”, hviskede Frida”. ”Han svæver rundt oppe over træet”.

”Hvordan kan du se ham?”, spurgte Stella overrasket. Det var jo mørkt nu.

”Jeg kan høre ham”, hviskede Frida. ”Jeg ser ham med ørerne”. De stod et øjeblik i tavshed under de tætte grene. Højt oppe på himlen cirklede Øivind Ugle rundt på jagt efter sin aftensmad. Ingen af de tre andre kunne høre ham. Men flagermus bruger jo netop deres ører til at orientere sig og derfor kunne Frida sige helt præcist, hvor han var, og hvad han sang. Hun smilede, da hun hørte de første strofer af ”Helan går”. Pludselig dykkede han ned mellem træerne og fløj som en stor, sort skygge hen over engen, førend han i en stor bue steg op mod træernes toppe. Et øjeblik efter var han væk igen.

 

”Hold da fast”, hviskede Stella imponeret. ”Du kunne virkelig se ham, - eller høre ham -, før vi andre overhovedet vidste, at han var der.”

Både Morten og Egon, der rystede lidt både af kulde og forskrækkelse, kiggede med store øjne på Frida. Det var virkelig en fin evne at have, sådan at kunne ”se” med ørerne.

Frida trak lidt forlegent på skuldrene. ”Det er jo bare sådan jeg er”, sagde hun stille. ”Det har jeg egentlig aldrig tænkt over. Men det var da godt, at jeg kunne advare jer i tide.”

”Ja, Fy Fan”, udbrød Egon, og det fik dem alle fire til at bryde ud i latter. Og nu måtte de fortælle Frida historien om, hvordan dét udtryk ligesom havde bidt sig fast hos dem, og hvor dejligt det føltes, når man sammen kunne grine af noget, man egentlig havde været lidt bange for. De fire venner lo og snakkede og hoppede glade rundt imellem hinanden og havde næsten glemt tiden, indtil Stella gjorde Morten opmærksom på, at NU måtte de altså hellere se at komme hjem, hvis ikke deres forældre skulle begynde at blive urolige for dem.

 

De tog afsked med Frida og lovede snart at komme igen, og på hele turen hjem skiftedes de til at råbe ”Fy Fan!”, mens de grinede og pjattede og Egon måtte stoppe op flere gange for lige at hive luft ind under de store fortænder og samtidig tørre øjnene, for han grinede så meget, at øjnene løb i vand.

 

Da de to søskende langt om længe var blevet puttet af deres mor og lå i det varme, bløde mos i museboet, lå Morten længe vågen og tænkte på dagens og aftenens oplevelser. Hvad mon han havde lært af det?

​

Jo, tænkte han, han havde i hvert fald indset, at man ikke skulle synes dårligt om nogen, man ikke kendte. Bare fordi man kom fra et andet sted, så betød det jo ikke, at man var farlig eller dum. Selvom Øivind var fra Sverige, så betød det ikke, at alle andre svenskere var lige som ham. Frida var jo helt anderledes, selvom hun talte samme sprog. Og det er jo nok en ting, som er værd at huske på. Måske kender du også nogen, der kommer fra et andet sted end Danmark og som taler et andet sprog. Selvom de kan virke fremmede og anderledes, så er det jo kun indtil du lærer dem at kende. Og hvis du hjælper dem med at lære at tale dansk, så kan I måske ende med at blive lige så gode venner, som Morten, Stella og Egon blev med Frida Flagermus.  

 

Og hvis Morten havde holdt sig vågen lidt længere, så havde han nok også lige sendt sin kloge lillesøster en venlig tanke, for hun havde fået ham til at tænke sig om en ekstra gang og havde ikke mindst tvunget ham til at opføre sig ordentligt. Sådan en lillesøster er faktisk rigtig god at have, når man ind imellem kommer til at dumme sig lidt. Men det glemte han, for nu var han for længst forsvundet ind i drømmeland.